Vaginal Davis, Choose Mutation / HOFPFISTEREI / Magnificent Product / Naked on my Ozgoad or: Fausthaus – Anal Deep Throat, Accelerator, Index, Moderna Museet og Nationalmuseum, Stockholm
I underskønne Stockholm blev jeg slået omkuld af Vaginal Davis’ rå og ublufærdige værker. Udstillingen sendte mig tilbage til 2011, hvor jeg opholdt mig i Bøssehuset på Christiania og gennemgik Bøssernes Befrielsesfronts arkiv i forbindelse med deres 40-års jubilæum. I Davis’ uhøjtidelige og radikale værker smelter forskellige miljøer og erfaringer sammen til et dekadent hypermix; natklubben, punken, det hårde gadeliv over en heftig flirten med det outrerede og gossip, gerne præsenteret med håndholdt kamera og teatralske skulpturer i alle lipgloss’ens farver. Og lige dér, midt i det stockholmske forår, spurgte jeg mig selv: Hvornår bliver disse perspektiver, historie og erfaringer – ikke bare de lækre drenge med netværket i orden, men også de uartige, de pyntesyge og dem, som gik bort alt for tidligt – en integreret del af dansk kunsthistorie, ikke bare som et flueben på en checkliste, men i øjenhøjde. Hvem tager første skridt?
Roni Horn, Louisiana, Humlebæk
Kunne jeg vælge at være en anden kunstner, ville det nok være Roni Horn. Det var på Tate Modern i 2009, at jeg næsten var ved at besvime over værket Pink Tons (2009). Glasværkerne blev også vist på Louisianas sommerudstilling, sammen med metalskulpturerne og forskellige fotoserier, blandt andet de superfint installerede portrætter af Isabelle Huppert. Igennem udstillingen blev der vist klip fra filmhistorien, som søgte at skabe forbindelser film og værk imellem. Et interessant indslag for en Horn-nørd som mig, men jeg kunne også have klaret mig uden. Den parallelle Horn-udstilling Give Me Paradox or Give Me Death på Museum Ludwig i Köln stod lidt mere crisp på den tyske måde, uden sikkerhedsbånd omkring værkerne og den slags. I et hjørne stod nogle solide pinde i aluminium og plastik, dem med Dickinson-citater, med titlen MY HEART UPON A LITLE PLATE. Jeg besvimer stadig.
Lenke Rothman, Liv som tyg, Malmö Konsthall, Malmø
«A slice of salami is lost off a sandwich in Central Park, and gets tramped on so many times that its mirror image is worn into the asphalt – that spot of grease told me more about the dimensions of the city than the skyscrapers». Sådan skriver Lenke Rothman i bogen OK OK NO NEW YORK (Kalejdoskop Förlag, 1984) om sit ophold i New York i 1981. Og Rothmans værker føles også lidt som en skive salami skrabet henover asfalten. Kun det nødvendige er tilbage, men alligevel er salamiskiven en del af helheden – pars pro toto. Rothmans værker rummer en enorm tillid til materialets utallige dialekter. Materiale er materiale er materiale und so weiter. Menså alligevel bærer Rothmans værker på så meget intimitet og historie, skønhed og smerte.
– Jóhan Martin Christiansen er kunster, driver det københavnske udstillingssted Bonne Espérance og sidder i Billedkunstnernes Forbunds bestyrelse. Er aktuel på gruppeudstillingen Tråde på Listasavn Føroya, Tórshavn og arbejder for tiden på udstillinger til Spanien19C, Aarhus, og Alice Folker Gallery, København.
Øvrige bidrag i Kunstkritikks julekalender her
