Videokunst par excellence

Siden Michel Auder i 1970 anskaffede sig et Sony Portapak har han konstant og uafbrudt dokumenteret de mennesker og situationer, som har omgivet ham. Derfor er hans videoværker en ret præcis skildring af hans liv i New York de sidste 40 år, hvad enten det er livet i inderkredsen omkring Andy Warhol (Auder var gift med Viva i 1970erne, en af Warhols filmstjerner) eller årene som forsørget husbond i ægteskabet med en anden kunststjerne, Cindy Sherman. Samtidig er det ikke spor præcist, for man lades hele tiden i tvivl om, hvor Auder i virkeligheden står i alt dette, som aktiv medspiller og samtidig helt udenfor. Det er denne position, som er nøglen til såvel fortælling som visualitet i værkerne. Som han selv siger i prologen til hans tre timers lange opus og selvportræt The Feature (redigeret 2007, sammen med Andrew Neel): «It seems to be real. It is real – and it’s not.»

Som udstilling betragtet lider The World Out of My Hands under det sædvanlige problem med udstillinger af videokunst, hvor man altid har svært ved at fastholde stemningen og oplevelsen, når lyden fra naboværket blander sig. Men det må man tage med, for materialet er fortrinligt, hvilket er tydeligt, når man ser The Feature, der vises under optimale betingelser i en biograf i Lund. I kunsthallen er det de korte film på monitorer, der fungerer bedst – eksempelvis den forførende Shopping Heads (optaget 1989, redigeret 2009, 2 min), der er et sammenklip af skjulte optagelser gennem butiksvinduer i Rom af kvinder, der prøver sko (i hudfarvede strømper og perfekt svajet vrist), poserer og spejler sig eller forsigtigt trækker et glimtende, ædelstensbesat halssmykke op af forede smykkeæsker. Dekadence, begær og voyeurisme i skønsom blanding – hvilket faktisk også er en dækkende beskrivelse for flere af Auders film, også dem hvor hovedpersonerne er bevidste om kameraets tilstedeværelse.

Hvad angår kredsen omkring Warhol, kommer det ikke som nogen overraskelse at personerne her ikke er synderligt forstyrret af kameraet. Chronicle/Chelsea Girls with Andy Warhol 1971-1976 (redigeret 1994, 73 min) rummer nogle forrygende sekvenser, der illustrerer den blaserte, kameravante omgangsform, for eksempel en sekvens med Viva i hospitalets barselsseng, der, kort efter fødslen, fører en langvarig telefonsamtale med Warhol, der gerne vil vide, om det er en «good baby», om det gjorde ondt at føde og anbefaler hende at spise to grapefrugter om dagen mod smerten og så videre og så videre. Det er blandt andet sådanne optagelser, der giver indtryk af, at Auder dengang nok ikke præcist vidste, hvad han skulle bruge materialet til. Samtidig har Auder holdt fast i denne skødesløse, nonchalante stil lige siden.

Han kommenterer selv sin metode i The Feature, hvor fortælleren (Auder selv) bemærker, at han altid blot har filmet situationer og ladet personerne opføre deres eget liv («act their own reality»). Derfor keder han sig også over etablissementet omkring Cindy Sherman – samlere, gallerister, Madonna eller andre high society folk, som dukker op til ferniseringsmiddagene – fordi disse folk netop er: «professional actors» eller «straight people», der ikke egner sig til hans «one day at a time-theory» (jf Kunstkritikks Ti spørgsmål til Michel Auder) og den form for optagelser, som interesserer ham.

Det er svært at rubricere Auders kunst. Det minder ikke om noget andet inden for genren – og samtidig minder det om ALT, lige fra tidlig Godard over Warhol til nutidens videodokumentar med alt hvad dertil hører af reentactment og reality-TV. I virkeligheden er Auders signatur en slags videokunsten par excellence – en særlig visualitet, der er skabt på mediets præmisser i en grad som sjældent ses. Det er især for dette, at man skal se Auders værker. Det er low-tech-produktioner (i dag filmer han med sin iPhone), som benytter sig af videoens mulighed for at være tilstede på en måde, som både er nærværende og fraværende på samme tid og med en nonchalant redigering, der resulterer i en strøm af billeder, der kan være svære at forklare og som ofte sætter beskueren på en stream-of-consciousness-rejse. Ikke teknisk godt, men visuelt godt. Både let og svært tilgængeligt på samme tid – kan både gribes og ikke gribes – sådan som det er med den gode kunst, der rører ved selve billeddannelsens fundament.

Man kan overveje, hvad det betyder, når man så vedholdende signerer eller approprierer andre personers liv – endda andre kunstneres liv? For ligesom Viva signerer en pengeseddel for en fan (Chronicle/Chelsea Girls with Andy Warhol 1971-1976) sætter Auder sin signatur under alle de situationer, han og videokameraet har været en del af. Men det er ikke så enkelt at skille tingene ad, for det jo lige så meget Auders liv og måske hans film også skal ses som et udtryk for, hvad det vil sige at leve sammen med et kamera. For Auder lader til i klassisk romantisk forstand at være vokset sammen med sit apparat og sit værk – ikke i selvhøjtidlig forstand, men som en konsekvent boheme, hvis liv smelter sammen med hans værk, fordi det er sådan han er. Måske er det også derfor, at Auder nu nyder mere bevågenhed end nogensinde før. Tiden har gavnet projektet og vist at attituden og stilen – flaneur, boheme eller hvad man nu kalder den – har kunnet bære gennem et helt liv og et helt livs værk.

The Feature er Auders fremstilling af hans eget liv, som var den en nouvelle vague-film inklusiv jump-cuts og lydspor, der ikke altid matcher billedsiden. Den er baseret på mere end 5000 timers optagelser fra et helt liv, men er øjensynligt også fuld af løgn, hvilket faktisk ikke gør den til et mindre rørende portræt af livet som kunstner og om at være vedholdende gennem et helt liv. Den handler også om et liv på sidelinien. For, som en ven fornyelig bemærkede, så er Auder den evige 2’er, der står ved siden af de stjerner, han altid har omgivet sig med. Men det er vel det lod man har, når man, med Jonas Mekas’ ord, er «den fødte voyeur» – den der signerer de andres liv.

The Feature vises søndage kl.13 og mandage kl. 18 i hele udstillingsperioden i
Biograf Kino, Kyrkogatan 3, Lund.
 Fri entré.