På kunstfestivalen Under
har den unge scene styr på det hele. Men er den også lidt for selvbevidst?
Med monsterudstillingen The Story of Public Art har MAPS i Køge truffet alle de rette valg.
Den Frie Udstillings årlige mønstring byder på hovedværker. Hvorfor og hvordan, de er udvalgt, er der ingen forklaring på.
I en afgørende politisk tid må inuit konsultere den levende erindring for at kunne se fremad, lød det på seminar om grønlandske performancetraditioner.
Kollektivet YEARS’ udstilling er frustrerende, som et konsolspil uden regler. Ond og god på samme tid.
Cecilie Norgaard på O-Overgaden er maleri om maleri på den bedst tænkelige måde.
Eliyah Mesayers fiktive stat har slået de sorte telte op i Aarhus. For den, der allerede kender til Illiyeen virker projektet stagnerende. Det er måske selve pointen.
– Der findes ikke et tal, der kan beskrive den dansk-grønlandske relation, siger kunstner Anne Haaning, som tror det bliver svært at lave film om emnet efter kontroversen om DR-dokumentaren.
Hvad er værd at gå i krig for? spørger Inuk Silis Høegh og Asmund Havsteen-Mikkelsen i et værk fra 2004, som i dag er mere aktuelt end nogensinde.
Danske fonde har fået smag for at agere indholdsproducenter. Art Hub Copenhagens projektrum i Bikubenfondens nye hovedkvarter er den foreløbige kulmination på tendensen.
Fuglsang Kunstmuseum iscenesætter Anette Abrahamsson som konceptuel og feministisk samtidskunstner. Så stringent fremstår udstillingen dog ikke.
Country og 70’er-krea møder skulpturel uformelighed på Milena Bonifacinis kakkelbord.
Kulturens og kunstens fiender har ikke bare greid å samle seg, men også vunnet terreng.
På Kunstnernes Hus makter Steinar Haga Kristensen å balansere mellom orden og kaos, konstruksjon og sammenbrudd.
Politiken kryper nära inpå i Valands masterutställning.
Konstfacks avgångsutställning är väldigt beige.
Kunstkritikk støttes av
