Som en sikkerhedsnål i en skoleuniform. Sofie Winthers børnehave er et punket modstandsbillede.
– Christiania skal ikke blive et friluftsmuseum for 70er-kultur, siger kræfterne bag biennale i fristaden i København.
Jenkin van Zyls dragcarbaret i ARoS’ nye galleri er, trods alle effekter, en kedelig forestilling.
Der er en udbredt frustration over, hvad samtidskunsten har udviklet sig til, siger den britiske kritiker Dean Kissick. Nu udkommer hans opsigtsvækkende essay i en udvidet dansk version.
Nanna Abells udstilling i København er anskuelsesundervisning i skulpturel sensibilitet.
På kunstfestivalen Under har den unge scene styr på det hele. Men er den også lidt for selvbevidst?
Med monsterudstillingen The Story of Public Art har MAPS i Køge truffet alle de rette valg.
Den Frie Udstillings årlige mønstring byder på hovedværker. Hvorfor og hvordan, de er udvalgt, er der ingen forklaring på.
I en afgørende politisk tid må inuit konsultere den levende erindring for at kunne se fremad, lød det på seminar om grønlandske performancetraditioner.
Kollektivet YEARS’ udstilling er frustrerende, som et konsolspil uden regler. Ond og god på samme tid.
Cecilie Norgaard på O-Overgaden er maleri om maleri på den bedst tænkelige måde.
Eliyah Mesayers fiktive stat har slået de sorte telte op i Aarhus. For den, der allerede kender til Illiyeen virker projektet stagnerende. Det er måske selve pointen.
Som en sikkerhedsnål i en skoleuniform. Sofie Winthers børnehave er et punket modstandsbillede.
Den norske kunsthøsten er besatt av mediet som nekter å dø.
Victoria Verseaus långfilmsdebut berättar om transition, vänskap, förlust och längtan.
Någonstans mellan svart figuration och den sene Picasso söker den svenska konsthösten efter relevans.
Kunstkritikk støttes av
