Hun kalder det en drømmeopgave. At rejse en 16 hektar stor skov på en lille ø i det Fynske Øhav. En skov som aldrig må fældes. Det er hendes livs største opgave, svarende til omkring 25 fodboldbaner, men også målt i tid. Kun hvis Camilla Berner bliver meget gammel, vil hun selv få mulighed for at gå en tur i skoven. Især de mange perspektiver af tid indlejret i opgaven, gør det til en svimlende opgave. Træernes tid, menneskenes tid, planetens tid. For det handler selvfølgelig om klima og biodiversitet, når Ærø har besluttet sig for at øge andelen af skov på øen markant.
Ideen til skoven opstod, da øen fik en EU-pris for sit gode arbejde med at holde liv i de små øsamfund. Der bor 6.500 beboere på Ærø og under covid trak øen mange nye borgere til, og gør det stadig. Det blev besluttet at pengene fra prisen skulle øremærkes til grønne projekter, heraf voksede ideen om at rejse en ny skov på landbrugsjord opkøbt af øens borgere og erhvervsdrivende i samarbejde med kommunen og Naturstyrelsen Fyn.
På et tidspunkt havde en landmand et stykke jord til salg. Kommunen bød på den, men havde ikke nok penge, heraf opstod ideen om at finansiere skoven ved hjælp af folkeaktier. «Det er lidt sjovt,» fortæller Berner. «Hver gang et vredt læserbrev blev indrykket i lokalavisen fra en modstander af projektet, blev der solgt flere aktier.»
I foråret blev Berner involveret i samtaler omkring, hvordan kunsten kunne medtænkes i projektet. Stemningen var hverken for en skulpturpark a la Skovsnogen eller Wanås, men heller ikke, at kunsten skulle anvises til stierne eller parkeringspladsen. Efter lange samtaler blev det besluttet, at Berner skulle stå for selve skoven. Det er første gang, at Naturstyrelsen rejser en skov med en kunstner ved roret.
Camilla Berner er ikke et overraskende valg til opgaven. De sidste 20 år har hun arbejdet med natur i alle mulige afskygninger. Et af hendes mest kendte projekter er Black Box Garden (2011), den store have, hun anlagde på Krøyers Plads midt i København ved hjælp af eksisterende planter og grus fra stedet. Hendes spektakulære træpavilloner tækket med invasive arter såsom gyvel og hybenrose har efterhånden været vist mange steder i Danmark. Det permanente værk Flyttet istid (2021) består af fem store kunstige sten, der er placeret fem forskellige steder på Københavns Vestegn og som rummer hver sit karakteriseret landskab formgivet af sidste istid.
I betragtning af det damoklessværd, der hænger tungt over vores brændende jordklode, er det tankevækkende så få kunstnere, danske og internationale, der arbejder med klima, sådan rigtigt. Sandsynligvis fordi fjenden er for uhåndgribelig og fundamentalt deprimerende – og til og med er en del af os selv. Sympatiske forsøg ender ofte som enkeltsags-aktivisme foran Christiansborg eller ’stået-af-ræset’ land art i den symbolske ende. Intet galt med nogle af delene. Alligevel er det påfaldende, at det, som vi ved med garanti vil ændre planetens menneske- og dyreliv dramatisk de næste årtier, ikke fylder mere i samtidskunsten.
«Som alle andre bliver jeg jævnligt slået omkuld over de voldsomme perspektiver, hvad angår klima og biodiversitet. Samtidig er jeg oprigtigt håbefuld over det ambitiøse ved denne skov. Øsamfundet har ikke ventet på statslige aftaler og regeringsmidler, men igangsat det, der for tiden er på alles læber og endda taget kunsten med ombord. Det er stærkt motiverende og en kæmpe tillid til mig,» siger Berner i telefonen fra Herregården Odden i Hjørring, hvor hun for tiden viser en udstilling med afsæt i de tørrede planter, som J. F. Willumsens indsamlede i New York omkring år 1900.
Selvom man ikke får Berner til at levere den uddybende forklaring på det kollektive granatchok, der har sat meget kunstnerisk tænkning i stå, hvad angår det største problem af alle, fortæller hendes egen ageren som kunstner måske alligevel noget. De første år efter hun dimitterede fra Chelsea School of Art and Design i London arbejdede hun en del uden for Danmark, men har de sidste mange år stort set kun arbejdet i Danmark. Det handler ikke kun om at undgå klimabelastende flyrejser og transporter, men om hendes måde at arbejde på.
«Hvis man laver kunst, der arbejder med natur eller klima, må man nødvendigvis sænke tempoet. Jorden er, hvor den er, man er nødt til at opholde sig tæt på den for at blive fortrolig med den, men også med de gemte koder i kulturen omkring naturen. Det har taget mig årevis at forstå og læse mig ind på, hvordan et natursyn er indlejret i vores kultur, også hvordan det er forskelligt i en del af landet fremfor en anden. Det hele foregår, hvor vi er.»
Berner bor selv på Amager i København. I sidste uge var hun i Nykøbing Falster for at indvie et værk i en nyanlagt park. I går var hun i Ballerup for at lave workshop med skolebørn om planter, og om få dage skal hun holde foredrag på Løgumkloster Højskole om planter som kunstnerisk materiale. I det hele taget, at hun nok en af de danske kunstnere, som kommer mest rundt i landet. Arbejdet med natur handler også om at være til rådighed for de mennesker, som lever dér, hvor hun graver, planter eller på anden måde intervenerer i landskabet: «Jeg gør en del ud af at engagere mig i lokalmiljøet. Folk skal kunne tale med mig om det, vi har gang i, hvad processen indebærer og hvad målet er. Det skal være opbyggeligt for alle parter.»
Hvordan ser en skov ud, plantet af en kunstner? Skal man kunne se det?
«Det er netop spørgsmålet, som hurtigt fører til: Hvad er kunst? Hvordan gør kunst sig til? Skal den løse noget eller repræsentere noget? Mange landskabsarkitekter har de sidste årtier eksperimenteret med at forme skove mere som parklandskaber, såkaldt urban forestry. Man kan også forme træerne i en skæv vinkel, mens de vokser, så deres kroner vokser sammen på en spektakulær måde. I sådanne tilfælde er indgrebet tydeligt.»
«Man kan også arbejde med de skjulte lag, knytte en fortælling til valget af træer, eller bruge arter, som forbedrer jorden. For tiden studerer jeg forskellige folks forhold skoven og er fx ret inspireret af miljøaktivisten Vandana Shivas Kvinder i skoven, som handler om skovbrug i Indien før kolonitidens effektive natursyn tog over. Hun taler om, hvordan træer og mennesker er forbundet af en særlig sanselighed, eksempelvis af den bløde måde, lyset filtreres igennem bladene på.»
«Jeg har altid været fascineret af Allan Sonfists Time Landscape-park på Manhattan, som spiller på det synlige og usynlige på en spændende måde. Sonfist anlagde parken fra 1965 til 1978 og plantede den type træer, buske, græsser og blomster, som dækkede Manhattan i starten af det 17. århundrede, da øen endnu kun var beboet af oprindelige amerikanere. Den ligger der stadig, midt i Greenwich Village, og er helt groet til. Egentlig ligner den alle andre parker i byen. Først når man læser skiltet eller får forklaret projektet, sker det, lige for øjnene af én. Så ser de samme træer helt anderledes ud. Som en tyfon af tid suser gennem hovedet – et koncentrat af de planter og træer, som var her før bosætterne kom. Og det sker netop, når man får informationen. Hvilket afføder et andet spørgsmål: Skal man læse om skoven på Ærø, før man kan se den? Præcis hvornår manifesterer den sig som en anderledes skov? Hvordan formidler man overhovedet en skov med et kunstnerisk lag?»
Modsat parken på Manhattan handler skoven på Ærø ikke om at vise tidligere tiders vegetation, men fremelske ny vegetation i meget stor skala og i et kapløb med tiden.
Hvordan forholder du dig til den akutte situation og en langsomt voksende skov?
«Det er netop et paradoks. De mange forskellige tider er et fundamentalt vilkår for projektet. Og måske generelt for kunst, der arbejder i dette felt. Anlæggelsen af en skov som denne, hvor man lover hinanden, at den aldrig må fældes, er en stærk og dybt meningsfuld handling. Det er som et nyt nulpunkt. I modsatte ende er den fornemmelse af tid, man får af et gammelt træ. Den dybt furede bark er som et livsvidne, man bliver ydmyg over for. Tiden ligger i barken, i træets størrelse, i forankringen i jorden, al den tid, der gået, før der står en skov. Samtidig er konteksten for den nye skov en akut situation. Den gavnlige effekt ses endda først efter mange år, det er kun ældre træer, der for alvor optager CO2. Over alt ser man, at nyplantede træer bliver større og større. Ingen har tid til at vente.»
«Jeg tænker meget over, hvordan alle disse tider kan spille sammen i dette projekt og give mening gennem hele processen, lige fra modningen af jorden til de første frø, der skal sås i de kommende år, over de mange vækstår til de helt store trækroner, jeg måske ikke engang selv får at se.»
Camilla Berner er selv vokset op i en skov, i en familie, der levede af at dyrke skov og stadig gør det, uden for Faaborg. Hun husker de store kævler, der lå i stabler og ventede på at blive hentet af et savværk. Sådanne gamle træstammer giver også mikroliv. Nu overvejer hun, om sådanne stabler kunne lægges i skoven, som bare aldrig bliver hentet, måske vende tiden på den måde. Og måske man kunne 3D-scanne nogle af øens helt store træer, printe dem ud og placere dem i skoven, så de langsomt forgår, mens de ægte træer vokser op, og på den måde lege med opbygning og nedbrydning. Der kan også tages frø fra den sparsomme skov, der allerede er på øen, som også er vigtige brikker i biodiversiteten – eller fra træer i folks haver. For det handler også om menneskene på øen.
«En unik kultur», kalder hun det. «Det er så meget energi i, at det er øens borgere, der selv har sat det i sving og derfor supervigtigt, at skoven flettes sammen med ærøboerne. De skal fortsætte med at have samme ejerskab til skoven, vi skal ikke bare sidde og sætte kryds i planteskolekataloget. Måske kan man få frø fra flotte store træer, som folk har haft i deres haver. Jeg elsker at høre folk fortælle om deres gamle havetræer, hvordan de plantede det med deres mand for 60 år siden. Det største minus ved villakvarterer, hvor der bare er rullet ørkensløst græs ud over det hele, er jo, at det ikke er forankret i tid og natur. Jeg forsøger at tænke hele øen som en samlet organisme, der bidrager til skoven.»
Selve konceptet for skoven skal Berner aflevere i slutningen af året. Efter godkendelsen følger en periode på halvandet år, hvor tilladelser indhentes og området klargøres til skov. Sandsynligvis vil de første træer, som plantes ud foråret 2026, ikke være højere end en halv meter, både på grund af budgettet og fordi store planters rodnet er skrøbeligere at flytte.
Kunst i offentlige rum er en svær genre på grund af de mange kompromisser og uendelige udfordringer på mange ukendte niveauer. At anlægge en skov på Ærø er ingen undtagelse.
Hvordan sikrer du dig, at skoven ikke ender som en flot gestus eller velmenende land art, som alligevel ikke rigtig batter noget?
«I dette tilfælde er det særlige, at kunsten ikke er en repræsentation af en skov. Den er skoven. Ikke nogen stor skov, men et stort kunstværk. Situationen er akut og kompleks, og etableringen af skov tager tid. Men det må ikke få os til at stoppe. Der er også noget smukt i, at naturen tager den tid, som den altid har gjort. Forhåbentlig kan kunsten måske være med til at gøre det håndgribeligt – få os til at forstå, hvad skov betyder for os og for hele økosystemet.»
«Det politiske perspektiv er også spændende. Den grønne trepartsaftale, der forhandles endeligt i Folketinget dette efterår, sigter mod at rejse 250.000 hektar skov ekstra i Danmark. Det bliver uanset en lang proces, der kan let gå flere år bare med at udtage jorden. Forhåbentligt kan skoven på Ærø være et eksempel på, hvordan det kan ske på lokalt initiativ og et kunstnerisk bud på, hvordan den ufattelige mængde skov, der skal rejses over alt i landet, kan se ud. Jeg tror især, den kollektive kraft bliver helt afgørende, at vi er mange, som gør dette sammen. Skovens fortælling bliver tæt forbundet med ærøboerne. Et træ er ikke bare et træ, men en del af øens fortælling.»
