Beskæftigelsesforholdene for danske billedkunstnere er for tiden i mediernes søgelys. Det kan undre lidt, for egentlig har sagen sit udspring tilbage i foråret, da Kulturministeriet fremlagde en undersøgelse af dimittenderne fra landets tre kunstakademier; Det Kgl. Danske Kunstakademi, Det Fynske Kunstakademi og Det Jyske Kunstakademi.
I undersøgelsen kan man se, hvor i landet dimittenderne er bosat, hvad deres primære indtægtskilde er, men også hvor få penge de tjener, ikke mindst sammenholdt med de andre kunstarter, samt en række andre forhold, som er ganske spændende læsning. Der er også en opgørelse over den såkaldte «ledighed» blandt billedkunstnere, og det er især denne optælling, som er blevet genstand for mediernes interesse – i første omgang bragt til torvs af billedkunstnernes egen fagorganisation Billedkunstnernes Forbund, som har problematiseret «ledigheden» i de sidste to af forbundets magasiner. Siden er fulgt flere artikler i andre medier. Og i denne uge ramte den så dagbladet Politiken under den slagkraftige overskrift: «Kunstakademier uddanner til høj ledighed og lav løn».
Der er flere grunde til, jeg undrer mig over, at undersøgelsen har fået så meget vind i sejlene. Ved første gennemsyn var jeg nemlig ret overbevist om, at det var usandsynligt, at den overhovedet ville kunne bruges til noget, fordi det var åbenbart, at selve det statiske forlæg var pænt uldent.
Undersøgelsen kigger på landets kunstnerdimittender i perioden 2005-2014. Totalen er på i alt 463 personer, men Danmarks Statistik har afgrænset det til en population på 388 – angiveligt fordi de resterende 75 af en eller anden grund ikke figurerer i systemet hos Danmarks Statistik. Det er for eksempel kunstnere, som er forsørget af en ægtefælle, eller som lever uden for landet og ikke er registreret hos skattevæsenet eller i a-kasse. Det sidste er interessant. For det vil altså sige, at der er stor sandsynlighed for at dele af den internationale succes, som dansk billedkunst de sidste par årtier har kunnet bryste sig af – de, som bor i kunstmetropoler som Berlin eller New York, som udstiller overalt i verden og måske endda lever af deres kunst – ikke indgår i kortlægningen over dimittendernes ledighed og erhvervsfrekvens. Sagt på en anden måde: Nogle af de største kunstnersuccesser, som ethvert kunstakademi drømmer om at uddanne, er ikke regnet med.
Man kan måske synes, at et manglende input på 17% ud af det totale undersøgelsesfelt lyder som lidt. Men i et undersøgelsesområde med så få personer bliver det hurtigt meget følsomt, når man vælger at se bort fra, hvad der svarer til, omtrent 75 ud af 463 personer. Det statistiske materiale anslås som værende meget usikkert, hvorfor konklusionen må siges at være meget skønsom – som jeg lærte at skrive i gymnasiets fysikrapporter. Det skal retfærdigvis siges, at ministeriets rapport også bemærker, at det «er vigtigt at holde sig for øje, at dimittenderne, der her undersøges, udgør en meget lille population, hvilket betyder, at der ikke skal meget til for at bevirke relativt store statistiske udsving.» Herefter er det dog som om, dette glemmes.
Men ok, hvis man – som alle andre åbenbart – ser bort fra den betydelige statistiske usikkerhed og kigger på undersøgelsen af de 388 dimittender, viser det sig, at der blandt dimittenderne i perioden 2005-2014 er et gennemsnit på 22,5% ledighed – altså svarende til i alt 87 personer, som er tilmeldt en a-kasse på undersøgelsens tidspunkt.
Det er selvfølgelig umiddelbart et højt tal, og kulturminister Mette Bock bemærker i Politikens artikel, at ledigheden desuden er højere end for de andre kunstneriske uddannelser, såsom for eksempel konservatorieuddannelserne. Heldigvis tilføjer hun også: «Der er ingen tvivl om, at færdiguddannede på nogle af de mindre kunstuddannelser, som billedkunstuddannelserne, møder et arbejdsmarked, hvor der ikke eksisterer ret mange faste arbejdspladser, og det skaber ledighedsudfordringer».
Dette er sagens kerne, og grunden til at dette «ledighed» er et paradoksalt begreb i forhold til billedkunstnere, og hvorfor det kan ærgre, at denne terminologi overhovedet har fået luft under vingerne. For der skal ikke megen fantasi til for at forestille sig, hvad sådanne optællinger kan bruges til i politisk øjemed. Men som Bock også siger, så er det netop ikke et almindeligt arbejdsmarked, der venter de nyuddannede kunstnere, heller ikke sammenlignet med nogle af de andre kunstarter. Til forskel fra violinisten eller skuespilleren kan billedkunstneren jo ikke ansøge et symfoniorkester eller et teater og håbe på en kortere eller længere kontrakt. Efter at have gennemgået en højt specialiseret uddannelse er billedkunstneren primært uddannet til en «ansættelse hos sig selv». Hans/hendes virke – især det, som måske kan sikre noget indtjening på sigt – begynder først, når kunstnerens «eget arbejdsmarked» er etableret. Det er helt på linie med selvstændige erhvervsdrivende, som der efterhånden er udbredt forståelse for ikke kan levere andet end underskud de første mange år.
På et samfundsmæssigt plan må man selvfølgelig kunne tale om, hvor mange kunstnere man uddanner, hvad de lever af og hvor meget de modtager i støtte. Men det er ikke fair at gøre det uden at se på det virkelige problem: At kunstens fødekæde mangler et helt afgørende led – aflønningen af kunstnerne. Resultatet er, at kunstnerne lever som en slags illegale arbejdere – endda ofte højt celebrerede illegale arbejdere.
Det er et velkendt paradoks, at den eneste person, som sandsynligvis ikke får noget honorar – i givet fald, kun symbolsk – er den person, hvis navn står med store typer på kunsthallens facade. Direktøren, kuratoren, grafikeren, sekretæren, administratoren, teknikeren, studentermedhjælperen, rengøringspersonalet, kokken, cafémedarbejderen og vagten får alle løn. Samtidig viser denne liste jo også, hvor mange jobs, der faktisk lever i kraft af netop den ulønnede kunstners arbejde. Og så har man ikke engang inkluderet de andre faggrupper, som også lever direkte af kunstneren; tømmeren, bronzestøberen, maleren, smeden, ingeniøren, arkitekten og en lang række andre teknikere og specialister. Bare for at illustrere, hvilket mikroarbejdsmarked, der rent faktisk følger direkte af kunstnerens stort set ulønnede arbejde.
Dertil kommer, at dette arbejdsmarked kun er blevet større det sidste årti som følge af den enorme interesse for kunst, som er fremvokset og som kan aflæses meget konkret i kunstinstitutionernes markant forhøjede besøgstal. Aldrig har kunstbranchen været større. Der er flere udstillinger, mere publikum og det er ikke længere mærkeligt til fætter-kusinefesten at sige, at man arbejder med kunst. Hvor man tidligere altid blev mødt med en grundlæggende skepsis – «hvad skal den dims nu være godt for» – så er interessen i dag helt anderledes. Folk er ikke længere bange for kunst. De vil gerne vide en masse og de vil også gerne tale med om udstillingsoplevelser, de selv har haft. Og midt i alt dette står kunstnerne, som helt sikkert mærker interessen og måske endda også respekten for deres virke, men ikke kan mærke det i pengepungen.
Det er et paradoks og som sagt langt fra nogen nyhed for de, som arbejder i feltet. Men det må siges igen og igen, især når vi nu taler om kunstnernes «ledighed». Som en kunstner sagde fornyeligt, da vi talte om Kulturministeriets undersøgelse: «Ikke nok med at kunstnere som regel arbejder gratis – og tjener pengene på anden vis – nu skal de også have på puklen for at være ’arbejdsløse’».
Når dette er sagt, så har kunsten generelt aldrig været et lukrativt erhverv for kunstnerne selv. Det er derfor konger og mæcener i gammel tid støttede udvalgte kunstnere og derfor størstedelen af de kunstnere, der uddannes i vor tids leveomkostningstunge kunstmetropoler, som fx London eller New York, kommer fra bedrestillede hjem og har penge med hjemmefra. Det er også derfor man i lande, som vi normalt sammenligner os med, Sverige og Norge, har et stort antal igangsætningsstipendier, som nyuddannede kunstnere kan søge. Og selvfølgelig er det også derfor, at man må insistere på, at der kommer lovpligtige overenskomstmæssige forhold for kunstnernes arbejde.
Men hvordan man end vender og drejer det, så vil det aldrig give samfundsøkonomisk mening at sammenligne tandlægers erhvervsfrekvens med billedkunstneres. Det vil aldrig blive et regnestykke til kunstnerens fordel. Og så er vi tilbage til det med at regne kunstens værdi ud – i hvert fald hvis vi ser bort fra den enorme symbolske, sociale og kulturelle værdi. I sidste ende kommer det ned til et af de helst store spørgsmål: Ønsker vi et samfund med kunst. Ønsker man også på dansk grund at være i stand til at uddanne kunstnere og udvikle en hjemlig kunstscene, som Frederik V. gjorde, da han i 1754 hentede den franske billedhugger Jacques-Francois-Joseph Saly til København, for at få hjælp til at grundlægge landets første kunstakademi, Det Kgl. Danske Kunstakademi.
Den enevældige konge drømte om at skabe en kulturnation. Det var en drøm, som strakte sig helt frem til efterkrigstidens politikere, som over et bredt spektrum alle havde hver deres tro på kunstens værdi i forhold til opbygningen af velfærdssamfundet. Sådan er det som bekendt ikke længere. Det er derfor, vi nu er i gang med en diskussion om, hvorfor landets kunstakademier «uddanner til høj ledighed».
Og nu mangler vi bare at få undersøgt kunstkritikernes arbejdsvilkår : )
Uden kritikken og den faglige formidling har billedkunsten ringe kår. I al den tid, jeg har skrevet og publiceret om billedkunst (cirka 20 år), er kunstkritikerens vilkår i Danmark blev forringet. År for år.
Den siddende kulturminister, Mette Bock (LA), synes heller ikke at prioritere kunstfaglighed og kritik, selvom den igangværende revidering af mediestøtteordningen giver rig mulighed for at gøre netop dét.
Spøjst nok har vi her til lands én minister for medie og kultur. Men ak hvor står det skidt til. Og med Bock er den del, som omhandler idræt, tilsyneladende den mest interessante. Tjek selv hendes/ministeriets Facebook-væg.
Ministeren farter rundt til idrætsarrangementer og synes ikke at være tilsvarende begejstret for kunst- og kulturarrangementer. Selv da ministeriet, for tredje år i træk, venligst udlånte deres største mødelokale til overrækkelse af Kunstkritikerprisen 2017, og Bock holdt tale, så hun ingen grund til at dele den ellers meget fine dokumentation publiceret af AICA Foreningen af danske kunstkritikere.
Årets modtager var som bekendt skribenten til ovenstående tekst, Pernille Albrethsen.
De, som var tilstede dén junidag i Kulturministeriet vil vide, at ministeren, før hun læste sin tale højt, sagde et par indledende bemærkninger. Bock sagde noget i retning af: «ja, nu står vi her i dag og skal uddele Kunstkritikerprisen, men jeg kommer til at tænke på de situationer, hvor en døende patient holder en sidste fest».
Herefter nævnte hun den nylige omprioritering på kulturredaktionen for Berlingske Tidende, som netop havde fyret sin fagligt stærke redaktør og i stedet indsat sin debatredaktør ASH, Anne Sophia Hermansen. Det forlød, at man i avisen fremover kommer til at se politiske debattører som anmeldere af landets kunst- og kulturproduktioner, som herved søges diskuteret i et mere «sensationelt og folkeligt relevant» lys.
Jamen altså.
Derfor, kære fonde, vil I ikke nok også sætte Trine Bille til at undersøge forholdene for danske kunstkritikere? Vi behøver kunstkritikken i kunstens fødekæde!
Kære Pernille, det er noget mange er optaget af,
økonomi,
især når man næsten lige er trådt ud af porten. Personligt, har jeg kronisk dårlig samvittighed, når nogle lønarbejder, knokler deres røv ud af bukserne for at betale 42 % i skat, spørger mig,
«hvad laver du så?»
Som jeg opfattere kunstnere flest, nok også der, hvor jeg selv har det bedst… er at være lidt sky fra omverden, kritisere med pæn afstand. Det skaber en stor diskrepans mellem, som folk er flest og kunstens potentiale som agens.
En af de værste kunstformidler, jeg har set i fjernsynet er
Adrian Hughes.
Han prøver at være så skide fin og har de rigtige datoer og generelle historiske fakta for, hvordan og hvorledes. Han har det bedst med at gemme sig bag findelte ord og prøver at lave lidt spass, der oftest er dybt kedelig, fordi hans humor “klinger på et G”
Altså skideirriterende, at være fin og pjattet på den måde, hvor kunsten fratages sin intensitet.
Som jeg møder folk derude, er folk mere opgivende overfor kunst og det kan have noget at gøre med, at man som kunstner oftest viser sine mesterværker, men glemmer ens mellemregninger.
Og en anden og vigtig årsag er eksponeringsmuligheder i det offentlige rum. Man kan jo ikke slippe udenom, at mange lande nu har givet folk mulighed for at slippe for fysisk nedslidning.
Som folk er flest nu, går man op i løn og følger ubevidst troen på, at civilisationens matematiske indeling af tid, dag, døgn, år, mængdeindeling, statistik, Men noget andet er at forstå molekylers mutation, til at kunne løse kræftgåden. Problemet med kræft er, at det foregår på cellebasis, hvor en matematiske mængder bliver forskruet, dvs. generelle råd for at hindre kræft, bygger på statestik, derfor er næsten alt kræftfremkaldende.
De bedste kunstnere er minutiøs optaget “noget” og leger med «noget», uden at have en helt fastlagt metode. Mennesker kan igennem offentlig kunst, måske blive bedre til at mærke organer, blodomløb og inkorporere det med sanser og optagelse af udefrakommende fødevare, lysforurening, luftforurening, støjforurening. Hvad er “skidt” og “kanel”. I stedet for at penge altid styrer de billeder, vi ser, mens vi venter på toget og bussen, kunne man måske give et frirum til kunst en gang imellem.
Som du også nævner, er der en skævvridning for kunstens fordeling, altså institutioner “scorer kassen”, mens samtidens kunstnere ikke får løn. Jeg skal f.eks. udstille til februar: Jeg får ingen løn, kun penge, når jeg skal installere værker, jeg får ikke tilskud til materialer og oveni, vil de kræve at jeg ikke må udstille andre steder i den periode…. hmmm
Et strukturelt oplæg til jer fra en 33-årig billederkunstner.
Og du sender selvfølgelig til kulturministeren, Pernille
tak for en fin perspektivering.
Der vil altid være en del forhold, som sådanne statistikker ikke kan tage højde for. Mange mennesker vælger af forskellige årsager at have supplerende indtægter ved at udføre arbejde, der ikke direkte har noget at gøre med det, som de er formelt set er uddannet til, f.eks. arbejde, der har noget med kontor, administration eller informationsteknologi at gøre. Er der flere kunstnere, der har sådanne former for supplerende indtægter, end blandt andre erhvervsgrupper, og som af den grund ikke finder det nødvendigt i perioder at melde sig ledige? Ud fra min forholdsvis begrænsede viden på området er svaret «ja».
«Lovpligtige overenskomstmæssige forhold for kunstnernes arbejde.» Det virker jo umiddelbart ikke fuldkommen urimeligt at drømme om. Tak for en god artikel.
Tak Pernille meget godt skrevet