Mere kompetente tænkere end jeg kan helt sikkert stadig sige noget tendensdiagnosticerende om mytemættet samtidskunst (og har for længst gjort det), om ånd og metafysik som modgift til eller udvidelse af pop og ironi, men det føles efterhånden som et overstået kapitel, og jeg nøjes med at google ’Hyperborea’, inden jeg ser Martin Brandt Hansens nyåbnede udstilling af samme navn. Ordet antyder myteterræn, og viser sig at være et navn fra græsk mytologi for det dengang sagnomspundne land, der lå endnu længere mod nord end selve nordenvinden, Boreas.
Mytologierne står altså forrest i Brandt Hansens soloudstilling, græsk i titlen, inuit i selve arbejdet. Allerede i galleriets foyerlignende indgangsparti skinner et gyldent kranie af besjælingsvilje og de tupilaktraditioner, som Brandt Hansens arbejde blandt andet er forankret i. Kunstneren er født i Nuuk i 1990, tog i 2022 afgang fra Det Kgl. Danske Kunstakademi og arbejdet har, står der på Andersen’s Contemporarys hjemmeside, rødder i hans grønlandske arv. Med guldkraniet som krog trækkes blikket ind i selve udstillingsrummet, hvor fire marmorskulpturer er hovedroller. Noget smeltet menneskelignende eller små søjler eller stenskyer ligner de, disse figurer, der er billeder på vejrgudinden Asiaq, som her er spaltet i fire verdenshjørner, fire marmorblokke.
Figurerne er kvinder – det fortæller udstillingsteksten og den inuitmytologi som værkerne udspringer af – og mens jeg kigger på dem, virker kvindeligheden både indlysende og usynlig. Jeg tænker på én og samme tid: hvorfor er det kvinder, selvfølgelig er det kvinder. Der er tale om skulpturer, hvis umiddelbare lighed med en menneskekrop kun består i opretstående statur, antydningen af et hoved, en skulder, et pludseligt øre, en mund på langs, læbeformede øjne. Abstraktionen er med andre ord ikke fuldkommen, men der er for mig at se intet kønnet i syne.
Måske er det konsekvensen af succesfuld besjæling: at det, som tingene er under synligheden, den ånd de besidder, kan træde frem uafhængigt af form. En følelse af at fire stykker kvindelig guddom fylder rummet, selvom intet andet end måske marmorets silkeagtige kurver, alle de socialiserede forbindelser mellem det rundede og det feminine, egentlig ligner kvinde.
Martin Brandt Hansens figurer er sære, på en gang tydelige og opløste, sfæriske og tunge. Som om der i dette grønlandske marmor findes egenskaber af dybt jordbunden og ganske flygtig karakter. Myten beretter, hvordan Asiaq lever i himlen, her kan shamanen forsøge at nå hende, når vejret bliver for krævende for menneskene. Bede om mildere vinde og regn. Tre ud af fire skulpturer er fæstnet til fundamentet med sokler, alles tyngde er åbenlys, og alligevel er der i stenen en briseagtig lethed. De munde og øjne og ører, der med deres asymmetri og forskudte proportioner gør figurerne både naturlige og overnaturlige, er mejslet ind i materialet, men det ligner også træk, der kan fordampe eller blæse videre. En reelt mystisk transformationsenergi forekommer indkapslet i marmorkvinderne: når en forstørret næseryg ser albueagtig ud eller når en mund sidder hvor et køn kunne sidde, tænker jeg ikke på størknet surrealisme men på elastisk magi.
De fire verdenshjørner er installeret med klædelig ikke-symmetri. Øst, vest, nord, syd bliver ikke et indeks i rummet, de er blot antydninger af kompassammenhæng, igen en følelse af luftig bevægelse trods materialets massivitet. Asiaq-installationen ligner noget fra eller til et museum og af den grund er det i mine øjne lidt en skam, at den har en hylde med små skulpturer i ryggen – bogstavelig talt, bagved marmoren står 16 mindre værker på række som akkompagnerende showroom. Det giver selvfølgelig ikke mening at klandre hverken kunstnere eller gallerier for at sælge kunst, med rette er det deres livsgrundlag, men økonomi kan komme mere eller mindre elegant til udtryk.
I forhold til udstillingens konceptualitet, den gennemgående insisteren på Kalaallit Nunaat-traditioner og -arv i Martin Brandt Hansens praksis, er det ikke uvæsentligt at føje en mængde mindre tupilakskulpturer til de fire Asiaq. Men den store mængde figurer på en hylde indtager markant anderledes værkpositioner, bliver nærmest statister eller pynt man kun kan betragte forfra.
Også i deres tupilakegenskab er de en anden slags figurer end marmorskulpturerne, og det er jo ikke sådan, at ethvert kunstværk behøver andægtig white-cube-rummelighed for at komme til sin ret. Der opstår bare en lidt ærgerlig kontrast mellem den fordybelsesinviterende tredimensionalitet som Asiaq (med god grund!) tildeles, og den fladhed, der bliver de mindre skulpturers skæbne, når de lines op på galleriets bagvæg a la kaminhylde. Det kan være at bagtæppefornemmelsen er intentionel, at denne tupilaklinje netop skal splintre marmorhøjtideligheden en anelse, men mest ser det ud som om, kunsten i forgrunden er betinget af butikken i baggrunden.
Hvilket naturligvis er tilfældet, altid, jeg vil bare mene, at man med fordel kan lægge sig lidt i selen for at maskere salgslogikkerne i galleriudstillinger. Her kunne en indvending være, at den slags maskering er mere phony end transparens omkring galleriet som salgsinstitution, og så kan man jo tænke over, hvad man selv synes. Jeg skal ikke kunne sige om tupilakhylden bag Asiaq-hovedrollerne er foranlediget mest af økonomi eller æstetik, men jeg kan sige, at jeg synes, der er god grund til at tage en tur til Nordvest, gøre sig sine egne tanker og frem for alt lade blikket hvile på de fire verdenshjørner længe nok til at mærke, hvordan hundredvis af kilo fra jordens indre næsten bliver til sådan en himmel, der forsvinder, lige når man har fået øje på dens ansigter.
