Fristaden Christiania er i en brydningstid. Eller rettere: fristaden har siden etableringen i 1971 eksisteret i en form for permanent midlertidighed, en konstant forhandling mellem den danske stat og christianitterne om, hvorvidt og hvordan Christiania kan eksistere. Der har været lokalplaner, normaliseringsprojekter, retssager og tonsvis af boligsociale tiltag, der har været politisk pres og demonstrationer, krav om rydning og søgsmål om retten til området. Alt er med andre ord, som det plejer på fristaden, nemlig i konstant flux.
Alligevel er der sket markante ting over de senere år. Siden 2011, hvor staten og Christiania indgik en aftale om ejerskabet af området, er der sat turbo under byudviklingen på Fristaden, som senest har ført til den endelige lukning af hashhandlen i Pusher Street. Spørgsmålet om, hvad Christiania skal være fremover, er således både lige så gammelt som selve fristaden og helt aktuelt.
Christianias stisystemer er proppet med glade turister, da Kunstkritikk mødes med creative director Anna Gunvor Hyttel og billedkunstner Johan Bech Jespersen udenfor Café Månefiskeren. Gennem det seneste år har parret arbejdet på at realisere den første udgave af Christiania Biennale, som er en non-profit event, der finder sted sidste weekend i august.
Biennalen finder sted i en række af Christianias gamle institutioner, som vil rumme projekter kurateret af kræfter fra den danske samtidskunstscene. Således kan man opleve screeningprogrammer i Bøssehuset, kurateret af henholdvis Rune Finseth og modemagasinet Viscose Journal, en maleriudstilling på Månefiskeren, kurateret af Mai Dengsøe, og en graffittivæg kurateret af udstillingsstedet Simian.
Der vil være en performance-march af Skjold Rambow og en performanceserie i skatehallen Wonderland, hvor det Nørrebro-baserede udstillingssted inter.pblc har stået for rumdesignet. Nina Beiers løveskulpturer indtager Pusher Street, mens Fremtidsskoven bliver skulpturpark med værker af blandt andre FOS, Esben Weile Kjær og Max Popov. Performeren Lola laver cabaret i fristadens teatersal og biografen Byens Lys og AKK (Almene Kunstklubber) arrangerer en paneldebat om kunst og boligpolitik.
Hvorfor skal Christiania have en kunstbiennale?
Johan Bech Jespersen: Jeg flyttede ind på Christiania for seks år siden og Anna har boet her i halvandet år, og når man bor herude og går rundt i miljøet til daglig, bliver man engageret i stedet. Christiania Biennale er vokset ud af det.
Anna Gunvor Hyttel: Jeg er frivillig på Café Månefiskeren, som er et sted med en lang historie. Det blev startet af et kvindeligt kollektiv og drives stadig kollektivt. For mig har arbejdet på Månefiskeren været en måde at engagere mig i miljøet herude på, for at bo på Christiania kræver på en måde, at man tager aktivt del i stedet. Månefiskeren har altid haft en månedlig maleriudstilling, som kollektivet styrer. Jeg tror ikke, at der er ret mange som ved, at man faktisk bare kan henvende sig, hvis man gerne vil lave en udstilling her. Sådan er det generelt med Christiania, og det er en af de ting, vi gerne vil med biennalen. Vi vil gerne åbne bydelen op for udefrakommende og vise dem, hvad der findes herude og at de kan blive en del af det.
Christiania står jo lidt i en brydningstid efter lukningen af Pusher Street. Hvordan spiller biennalen ind i den udvikling, som bydelen er i gang med?
Anna: Lige nu står Christiania et interessant sted, hvor der skal ske en udvikling, men hvor alle er usikre på, hvordan det skal ske. For os handler biennalen om, hvad vi kan give tilbage til Christiania. Hvad kan vi gøre for at udvikle området og skabe nyt liv? Og hvad kan vi gøre for at pege på alt det, som allerede er herude?
Johan: På kunstscenen har man en idé om, at man kan flytte et værk rundt i verden, fra white cube til white cube, og så vil det betyde det samme alle steder. Men når du viser et værk herude, så kommer det til at eksistere i en tydelig relation til Christiania, og det synes jeg er enormt meningsfuldt at arbejde med. På den helt højstemte klinge handler det om, hvad kunst er, hvad kunst kan give et sted og hvad kunsten kan få tilbage fra en kontekst.
Når man kigger på biennalens kunstnerliste, så er der mange navne, der kommer udefra og ind i Fristaden. Hvordan tænker I samspillet imellem udefrakommende kunstnere og al den kunst og kultur, som Christiania historisk har været grobund for?
Anna: Fristaden er bygget op omkring kunst og kultur. Lige nu er der måske en stemning af, at de vigtigste kulturelle bidrag, som er udsprunget af Christiania, ligger et par generationer tilbage, og at hele den tradition risikerer at dø ud, hvis ikke der bliver pustet nyt liv ind i den.
Johan: Når samtidskunsten går i dialog med Christiania, handler det tit om at hente elementer ud af fristaden og installere dem i en institutionel kontekst, og det er også interessant, synes jeg. Men vi vil gerne bruge Christiania som kuratorisk greb og kontekst og invitere kunsten herind, frem for at gå den anden vej. Det er ikke sådan, at vi ikke inkluderer Christiania-kunsten i biennalen. Mai Dengsøe kuraterer eksempelvis en udstilling på Månefiskeren, som bliver en dialog imellem en ung kunstner, Stella Sieber, og en ældre kunstner, Erik Hagens, som tidligere har været med til at udvikle miljøet herude.
Jeg har en fornemmelse af Christiania som en lidt lukket klub, hvor det kan være enormt svært og kræve virkelig meget arbejde at få adgang til. Er det forkert?
Anna: Man skal i hvert fald være forberedt på, at man kan møde modstand. Christiania er et konsensusdemokrati, hvilket betyder, at alle skal være enige, og det betyder selvfølgelig, at møderne godt kan trække ud.
Johan: Trægheden kommer nok også ud af, at fristaden er og har været under et meget stort pres. Lige nu er alle institutioner på Staden presset på deres økonomi, og alle de forskellige typer af pres – det politiske, det kriminelle og det økonomiske pres – har gjort ting tunge. Samtidig er det en stor styrke, at alt er til diskussion hele tiden. Når man hænger et værk op herude, kommer der nogle og siger: «Hvad fanden er det for noget?»
Anna: Vi har ønsket, at kunstnere og kuratorer kommer med noget udefra, som går i dialog med det, som allerede er her. Jeg arrangerer eksempelvis en dubfest, som jeg betragter som et værk, og som spiller ind i den festkultur, som altid har defineret Christiania. Der kommer værker, som arbejder med cabaret-traditionen, med feminismen, med bøssehusets politiske betydning, med graffiti- og skatemiljøet og så videre. Eksempelvis laver FOS et værk, hvor der står «Justice is served» neonbogstaver. Det kommer til at hænge ved Månefiskeren, som jo også er kendt som et hårdt sted, men samtalen om retfærdighed kan man tilgå på mange forskellige måder.
Johan: Vores kuratoriske princip er «bong». Med det mener vi, at det er et vigtigt princip for os, at ting er let tilgængelige, at de kan tilgås på mange måder og at der er humor og lethed i det.
Det må I gerne uddybe?
Anna: Det handler om, at Staden er og skal være i bevægelse. Nogle gange er det sundt, at man graver nogle brosten op, som man jo lige har gjort i Pusher Street. «Bevar Christiania» [red.: slogan på t-shirt, der sælges på Staden] betyder ikke, at ting skal stå stille og at bydelen skal blive til et friluftsmuseum for 70’er-kultur. Ved siden af biennalen fortsætter Christiania jo bare med det, Staden altid gør. Vi anbefaler, at man også ser de udstillinger som vises på fx Gallopperiet udenom biennalen, mens man er her.
Johan: Den lidt bombastiske titel «Christiania Biennale» danner bro imellem noget institutionelt og noget mere gøglet. På samme måde er bong ideen om et kollaps i skellet mellem Christianiakultur og finkultur, mellem liv og kunst, sådan set. Kunsten er en del af livet herude, der er ikke noget skel mellem folkelighed og kunst. Stedet er et epicenter for subkulturer, fx den psytrance-kultur, der var i Pusher Street, på graffitivæggene og skatescenen. Det er det, der gør Christiania magisk.
Ja, Christiania er magisk. Men er I ikke bekymrede for, at biennalen åbner for en gentrificering, der betyder, at Staden lige om lidt bliver lokation for modeshows og naturvinbarer og den slags?
Anna: Der har allerede været modeshows herude, så det er jeg ikke bange for. Det er vigtigt at huske på, at en af de allerstørste danske brands er tøjmærket Alis, som kommer fra Christiania. Samtidig vil jeg sige, at hvis man skal lave noget på Christiania, så skal man virkelig brænde for det. Man skal gide gå til alle de møder og tage alle de diskussioner, der hører med til at arbejde herude, og jeg har det sådan, at hvis en naturvinbar gider det, så er det helt fint, at de åbner herude. Fristaden lever i kraft af det engagement, der bliver lagt i den.
Johan: Virksomhederne herude er virkelig i knæ. Jeg forstår godt bekymringen for gentrificering, men vi har også brug for at området udvikler sig. Derfor er det super vigtigt at få unge kunstnere engageret i samtalen om, hvad Christiania skal være.
