I disse dage afventer vi fortsat, at navnene på de nye medlemmer i Statens Kunstfonds projektstøtteudvalg for billedkunst bliver offentliggjort. Dermed er der kun få dage til, at kunstner Jakob Fenger aftræder som forperson for samme udvalg. De sidste fire år har han sammen med en museumsdirektør, en kunsthalsleder og to billedkunstnere været med til at uddele de årligt 53,3 millioner kroner, der er afsat til produktion af dansk billedkunst. Det vil sige, produktion af nye værker, udstillinger med danske kunstnere i Danmark og i udlandet, formidling og udstillingsprogrammer i kunsthaller, international udveksling af kunstnere og kuratorer og opstart af nye udstillingsplatforme. Det er også projektstøtteudvalget, som har ansvaret for det danske bidrag til Venedigbiennalen. Det afgående udvalg har således stået bag udpegningen af Inuuteq Storch til Den Danske Pavillon i 2024 og Maja Malou Lyse i 2026.
Selvom Fenger, der er del af kunstgruppen Superflex, har mange års erfaring på den danske og internationale kunstscene, har engagementet i Statens Kunstfond budt på flere overraskelser. Fenger omtaler selv hvervet som en slags samfundstjeneste, noget man har pligt til at sige ja til, hvis man bliver spurgt.
Hvad er kommet mest bag på dig i arbejdet i Statens Kunstfond.
Mængden og mangfoldigheden af ansøgninger, helt sikkert. Ansøgningsbunken er gigantisk, og projektstøtteudvalget støtter virkelig bredt. Formålet er at støtte kunsten, ikke kunstnerne, det er vigtigt at forstå. Støtten går til at højne kunsten i Danmark, og tager ikke hensyn til om kunstnerne ellers har det godt eller dårligt. Når en kunstner modtager støtte fra os, går pengene til projektet – det vil sige til aflønning af tømreren, mureren, programmøren og så videre. Mængden af ansøgninger er høj i forhold til midlerne, hvilket betyder at mange projekter er underfinansierede. Det er hårdt at se på, for kunstnere går jo sjældent ned på kvaliteten og kæmper en kamp for at få det til at hænge sammen. Det første, der ryger, er gerne deres eget projekthonorar.
Da Gitte Ørskou i 2017 gik af som bestyrelsesleder for hele Statens Kunstfond advarede hun kunstmiljøet om at tage fondet for givet. Hun opfordrede især kunstnerne til at tale fonden op, fordi hun frygtede, at hvis offentligheden kun hørte om det negative og ikke de tusindvis af projekter som støttes, ville man potentielt gøre det meget let for politikerne at skære i fonden. Hvordan har du oplevet presset på den nok mest udskældte fond i riget?
Ja, det er nok den mest udskældte fond, også selvom det nok også er den mest transparente fond. Udvalgsmedlemmerne udskiftes hver fjerde år og puljerne kommer ikke med nogen forudbestemte bindinger om temaer eller særlige interessegruppe, som man ser hos nogle af de private fonde. I virkeligheden kan støtten fra Statens Kunstfond sammenlignes med støtten til grundforskning, som man kender det indenfor videnskaben. Det er en kæmpe værdi i sig selv, og jeg har egentlig heller ikke oplevet kunstmiljøet som særlig negativ.
Det er mere medierne, som med jævne mellemrum, ofte i agurketid, kaster en skinger prøveballon i luften. Gerne noget, der angår et kunstprojekt med politisk kant, som man så kan spørge nogle politikere om, de også synes er for dårligt, at fonden har brugt penge på. Så ja, på den måde skal man ikke tage fonden for givet, for hver gang der er en smule debat, ryger det op i Folketinget i form af et spørgsmål til kulturministeren. Ofte baseret på de samme fordomme om, at det kun er en særlig type kunst, der støttes, hvilket er faktuelt forkert. Det ser man hurtigt, hvis man orker at kaste et blik på listen over konkrete bevillinger.
Lige nu rammer nedskæringerne i det offentlige ikke selve støttemidlerne, men mest selve styrelsen. Det er et alvorligt problem. Der er en bevægelse i retning af at al kunstfaglighed er hos udvalgsmedlemmerne, hvilket umiddelbart giver mening i forhold til fondens konstruktion, hvor tanken er, at den øverste kunstneriske faglighed ligger dér. Men udvalgsmedlemmerne sidder kun fire år ad gangen og langsigtede strategier kræver, at der også er nogen, der holder gryden i kog i et længere stræk.
Hvordan mærker du den udfordring konkret?
Nedskæringen i staben i styrelsen går for eksempel udover den internationale satsning. Med internationale besøgsprogrammer og residencies ude i verden har det stor værdi, hvis embedsfolket kan håndtere nogle af disse ting. Særligt den internationale satsning kræver vidensopbygning og vedholdende aktivitet for at være synlig.
Det er nok det, som har overrasket mig allermest i mine fire år i fondet, hvor svært det internationale område har det. Vi får relativt få ansøgninger, rettet mod den internationale scene. Det er blevet lidt bedre med årene, men i begyndelsen var jeg nærmest lidt chokeret over, at en stor del af den unge scene slet ikke sender ansøgninger angående udstillinger i udlandet. Som om, det ikke er noget, man ser som en mulighed eller overhovedet drømmer om. Men måske hænger det også sammen med en fornemmelse af, at det internationale ikke bliver satset på.
Er det anderledes end, da kunstnerne fra din egen generation var unge?
Helt klart. Jeg ved, hvad strategisk udveksling betyder for en kunstners karriere. Da jeg var med til at starte Superflex i begyndelsen af 1990’erne, fandtes der jo en selvstændig offentlig institution, Center for Dansk Billedkunst, som udelukkende arbejdede for, at dansk kunst kom ud i verden. Det var en kæmpe gave til min generation. Der var flere kuratorer ansat, de rejste rundt i hele verden og fortalte vidt og bredt om dansk kunst og om støttemuligheder for danske kunstneres deltagelse på internationale udstillinger. De inviterede også udenlandske kuratorer til landet, hvor de fik specialdesignede besøgsprogrammer og mødte kunstnere, kuratorer og institutionsfolk.
Centeret var en institution med viden og netværk, som hele tiden fulgte med i de internationale fluktueringer, man skal kende til, hvis man skal agere strategisk. Hvilke internationale kunsthaller, museer, messer også videre, der havde interessante profiler, det var værd at kende, eller hvilke residencies, som det gav særligt mening, at sende danske kunstnere ud på. Da man lukkede centeret i 2003, blev opgaverne officielt lagt ind under Statens Kunstfond, men det betød reelt at dette fokus forsvandt.
Center for Dansk Billedkunst var helt sikkert med til at hjælpe 90er-kunsten på vej. På den anden side er verden langt mere åben i dag, det er lettere og billigere at rejse. Unge kunstnere har måske ikke brug for samme hjælp til at rejse ud og få at vide, hvilke institutionsfolk, de skal møde?
Der vil altid være nogle få, der er gode til at skabe netværk af sig selv, men sådan et nordisk mirakel – som man også kaldte 90’er-kunsten – opstår ikke af sig selv. Det er ikke tilfældigt, at et efterkrigstidsmuseum som Louisiana er fuld af amerikansk kunst, eller at en af verdens vigtigste udstillinger, Documenta i Kassel, blev oprettet i 1955 med afsæt i et begreb om abstrakt kunst, som var specifikt amerikansk. Det var en meget strategisk placering af ideer om amerikansk frihed og demokrati, som blev promoveret gennem kunsten. Det er heller ikke tilfældigt, at de fleste i dag har set en god håndfuld koreanske film, har spist koreansk mad eller har hørt K-pop. Det er en meget strategisk satsning på kultur, som de koreanske myndigheder har kørt i mindst 20 år.
Sagen er, at det lige så godt kunne være dansk kunst, der var højt profileret på den internationale scene. Det ved vi på grund af erfaringen med Center for Dansk Billedkunst. Det kræver ikke så meget. Et lille kontor med to-tre personer, som ved alt om dansk kunstliv – og måske også om nærliggende fagområder, såsom hvem man skal ringe til, hvis man skal vide noget om dansk byplanlægning, cykelstier, havnebad, alt det dér. Som i det hele taget kunne være rådgivende i forhold til den kulturpromovering, som alligevel sker på ambassader i hele verden, og som ofte har et lidt tilfældigt og løsrevet præg.
Er det realistisk, at man kunne få sådan en institution stablet på benene igen?
Det er noget, jeg drømmer om. Det er jo bemærkelsesværdigt, at der findes offentlige styrelser og organisationer, der arbejder målrettet på international promovering af dansk film, musik, spil, mad og arkitektur – hvor der opbygges langsigtet viden på området. Generelt er man jo meget stolt, når det lykkes i glimt at placere dansk kultur udenfor vores grænser. Desuden er det et faktum, at aktiv international udveksling også virker indadtil. Det er med til at ventilere vores lokale scene, der kommer altid noget tilbage, ideer og kontakter, når kunstnere og kuratorer rejser ud.
Synes du den danske scene savner lidt ilt?
Lad mig sig det på denne måde. Man får et ret godt indblik af, hvad der rører sig, når man læser produktionsansøgninger fra stort set alle landets kunstnere, kuratorer og institutioner gennem fire år. Og der er klart nogle tendenser og også en del, der kører i loop. Jeg er ret overbevist om, at en mere strategisk international satsning og udveksling også ville betyde noget for de hjemlige institutionernes programmer. I virkeligheden er dansk billedkunst et kæmpe uudnyttet potentiale, ikke bare for kunstscenen, men også for synergien til andre mulige andre dele af kulturlivet og samfundet i øvrigt. Det er bare at komme i gang!
