Kunst i kundens tidsalder

Kunstnere skal lære at sælge sig selv til erhvervslivet, lød det på BKFs konference. Er det på bekostning af den kunstneriske kvalitet?

BKFs konference «Kunstens kompetencer» blev afholdt i Carlsberg Akademi, i den gamle brygger J.C. Jacobsens private villa. Foto: Frederikke Friderichsen.

Hvilke kompetencer har en billedkunstner og hvordan kan disse sættes i spil i erhvervslivet på en måde, hvor det er lukrativt for alle? Det var spørgsmålet ved sidste uges konference «Kunstens kompetencer», der var arrangeret af Billedkunstnernes Forbund BKF og fandt sted i Carlsbergs smukke pompejisal: En passende ramme for at drømme sig tilbage til dengang, hvor erhvervslivet agerede mæcener for kunsten, uden at forlange stort mere til gengæld, end at der blev produceret kunst af en vis kvalitet. 

Den slags drømmerier kunne man godt henfalde til ved dagens lange konference, der primært fokuserede på, hvordan billedkunstnere kan gøre sig selv attraktive for erhvervslivet, tage initiativ til nye samarbejder eller måske italesætte deres kompetencer, så de bliver relevante i helt andre brancher.

Som et efterhånden er blevet kotyme ved den slags arrangementer, lagde Trine Bille, professor på CBS og ophavskvinde til rapporten «Billedkunstens økonomiske rum», ud med en lang række grafer. Rapporten, der udkom i november, slår det fast, som de fleste i kunstverdenen allerede ved. De færreste billedkunstnere kan leve af salg alene.

Derfor, konkluderede Bille, er der særligt to områder, hvor markedet kan udvides: Dels kunne det kunstcirkulære, der fastsætter, at der skal bruges 1,5% af håndværkerudgifterne ved offentligt byggeri på kunst udvides, så det ikke kun gjaldt statslige byggerier, hvor staten ejer mere end 50%, men også kommunale og regionale byggerier. Og dels kunne man arbejde på at fremme den type arbejde, der ikke er direkte værkproduktion, men hvor man anvender sine kompetencer som billedkunstner – eksempelvis i samarbejde med kommercielle virksomheder. 

De to emner kom til at fylde en del i dagens oplæg, der bevægede sig i ganske mange retninger. En række cases, der skulle illustrere, hvad et samarbejde mellem kunstnere og erhvervsliv kunne indeholde, spændte eksempelvis fra kunstsamler og iværksætter Jens-Peter Brasks samarbejde med møbelfirmaet Normann Copenhagen til kuratorgruppen Diakron og virksomheden Aquaporins fælles platform Primer

Hvor Brask fortalte om samtidskunstnere, der designede spejle og tæpper i uendelige oplag til salg i Normann Copenhagens butikker, fortalte Aslak Aamot Kjærulff om det, man i Primer kalder «det organisatoriske felt», der handler om at koble virksomhed og kunstner sammen med selve relationen for øje. «Udgangspunktet for samarbejder er udefineret i den forstand, at vi ikke har defineret noget fast mål,»forklarede Kjærulff. «Det er en slags grundforskning, hvor to organisationer ligger sig ind over hinanden og i fællesskab udforsker, hvad der sker i samarbejdet mellem kunst og erhvervsliv.»

Peter Holme Jensen, direktør i Aquaporin; Christina Wilson, kunstrådgiver; Marie Scott Poulsen, Head of Community Communication & Corporate Brand i Københavns Lufthavn; Jes Bjørn Simonsen, Group Design Manager i Danfoss A/S og formand for Danfoss Kunstfond. Foto (beskåret): Frederikke Friderichsen.

Senere samme dag talte også Aquaporins direktør, Peter Holme Jensen; projektets kunstrådgiver, Christina Wilson; og Bikubenfondens Mette Marcus på vegne af det nye tiltag Art Hub Copenhagen, der er Aquaporins nyeste samarbejdspartner. Tilsammen gav de dagens nok mest interessante eksempel på, hvordan kunst og virksomhed kan sammentænkes. De talte blandt andet om vigtigheden i at forstå, at der kan være flere mål og retninger for sådan et samarbejde, og at det som regel vil se forskelligt ud for kunstner og virksomhed. 

For Aquaporin kan samarbejdet være en gevinst, fordi man i den biokemiske forskning kan trække på nogle erfaringer fra kunstnerisk og kuratorisk udvikling og ikke mindst på kunstnernes kommunikation og branding af virksomhedens produkt, mens det kan være relevant for Diakron at få adgang til andre finansieringspuljer end de vanlige, eksempelvis Innovationsfonden. 

Når Primer fik så stor meget opmærksomhed i konferencens første halvdel, skyldes det formentlig, at samarbejdet er ret enestående i Danmark. Og som dagen skred frem skulle det vise sig, at der var overordentligt langt fra Aquaporin-direktørens meget åbne attitude til de fleste andre af erhvervslivets repræsentanter på konferencen. For som Marie Scott Poulsen, Head of Community Communication & Corporate Brand i Københavns Lufthavn, pointerede, så «er det altså ikke direktionssprog at sige, at det kommer til at tage lang tid, det bliver dyrt og vi ved ikke, hvad der kommer ud af det.»

Lars Goldschmidt, adminstrerende direktør i entreprenørfirmaet Monberg & Thorsen A/S, og Jes Bjørn Simonsen, fra kunstfonden i virksomheden Danfoss, talte ind i den kontekst. De pointerede begge, at hvis en kunstner skal være relevant for en virksomhed, skal han/hun tale til virksomhedens værdier og indskrive sig i deres projekt. Man skal som billedkunstner kunne analysere sig frem til, hvad en virksomhed har brug for og italesætte det i et sprog, som virksomheden forstår. «Det er cold canvas-salg,» sagde Goldschmidt: «I kan ikke regne med, at virksomhederne ringer. I skal selv ud og opsøge dem.»

Konference «Kunstens kompetencer» arrangeret af Billedkunstnernes Forbund. Foto: Frederikke Friderichsen.

I en senere debat om udsmykningsopgaver lød tilsvarende opfordringer til kunstnerne om selv at komme mere på banen. Mikkel Carl fra Statens Kunstfonds Legatudvalg for billedkunst fortalte om udvalgets initiativ med den nye pulje for skitsestøtte, som ifølge Carl dog ikke havde haft helt den ønskede effekt endnu. 

Ideen med puljen er blandt andet at få flere kunstnere til selv at opsøge institutioner, og i fællesskab med dem ansøge kunstfonden om midler til at udarbejde et skitseforslag. Laila Kildegaard, direktør i Kommunernes Landsforening, opfordrede ligeledes kunstnerne til at gribe fat i lokale kultur- og fritidsforvaltninger eller andre lokale aktører, med henblik på at få flere udsmykningsopgaver igang ude i kommunerne. Der er, forklarede hun, så stor forskel på kommunerens økonomi, at det ikke giver mening at afsætte et fast beløb til kunst. Ligesom det er udsigtsløst at håbe på, at der i budgetforhandlingerne mellem stat og kommune bliver afsat flere penge til kunsten. 

Det er altså ikke så få kompetencer, man som billedkunstner skal besidde, hvis man skal indgå i samarbejder med den del af erhvervslivet, der ikke allerede selv er på banen: Man skal være proaktiv og forstå sig selv som en kulturel iværksætter, der er klar på at sparke lukkede døre ind. Det skal man gøre ved først at analysere virksomhedens værdier og behov, derefter udarbejde et projekt, der løser konkrete problemer i et sprog, som virksomheden forstår. Først herefter kan man indgå i et samarbejde, hvor man kan begynde at søge midler, og hvis formålet med konferencen var at belyse uopdyrkede muligheder for indtægt for kunstnere, lyder det unægteligt som et meget stort stykke arbejde, som ofte også vil være gratis. 

Milena Bonfacini, kunstner og præsident for Akademiraadet, advarede også om, at kunstnerne potentielt set stilles i en ret svag position, hvor man risikerer at skulle gå på kompromis med den kunstneriske kvalitet, hvis man hver gang skal stå som lille enmandshær overfor kommuner eller virksomheder. 

Lytter man til budskabet på denne konference, der ganske vist var rettet imod et publikum af billedkunstnere og formentlig derfor vinklet således, så ligger initiativet altså i høj grad hos kunstnerne og spurgte man Anna Porse Nielsen, hvis rådgivningsvirksomhed Seismonaut bygger bro imellem kunst og erhvervsliv, bliver det formentlig også sådan i fremtiden. For, som hun sagde: «vi lever i kundens tidsalder»

Comments (4)