I Inside the White Cube fra 1976 udråbte Brian O’Doherty den kunstneriske gestus til et «overraskelsesangreb på den hvide kube». I dag er gestussen en etableret metode i samtidskunsten. I denne artikelserie vil Ph.D. og kurator Lars Bang Larsen diskutere gestussens problematik og begrebshistorie.
Den seneste Documenta var ifølge dens kunstneriske leder, Carolyn Christov-Bakargiev, «gestikuleret», ikke kurateret. Men som kritisk greb er gestussen tvetydig. På den ene side påkalder den fremtiden ved at vende sig bort fra institutionens eksisterende normer. På den anden side opløser den formen ved at bekræfte livet og det subjekt, som gestikulerer. I begge tilfælde drejer den sig om at anvende symbolsk magt på overraskende måder: det, der gestikuleres med er bevægelse, potentialitet og tilblivelse – og andre af de kritiske begreber, som vi for tiden privilegerer.
Siden Brian O’Doherty skrev om den kunstneriske gestus er den blevet et ofte anvendt greb i samtidskunsten. Således er dens status af overraskelsesangreb på den hvide kube i dag knap så overraskende. Teoretikere fra kredsen omkring tidsskriftet October vil hævde at når kunstnerisk praksis i traditionel forstand har mistet sin mening, kan den konceptuelle gestus i stedet iscenesætte den kunstneriske handling som en direkte optegnelse i kunsthistorien: metaværket som sidste udvej. Men kan man have en kunsthistorie som udelukkende består af metaværker?
Gestussen er i dag også et kulturelt vilkår. Vi performer vores kreativitet og viden, og vi bringer vores subjektivitet i spil som netværkede og (selv-) repræsenterende aktører. Således kan gestussens blitzagtige hurtighed afstemmes med senkapitalismens abstrakte tidsrum. Også dette må en kritisk anvendelse af gestussen tage højde for.
Artikelseriens del 1: Documentas indre kløe
Artikelseriens del 2: Historie i en håndevending
