Øjeblikket før jeg ræsede ud ad døren, ned for at hente Hvedekorn 2-3-4, lå jeg lodret ned med hovedet i en bjergbunke tøj i paralytisk, katatonisk, ja i en rædselsfuld tilstand. Og så dansede jeg pludselig som en tosse rundt i et selskab af poesi og kunst gavmildt serveret i Hvedekorn 2-3-4. Dette ældste danske litterære tidsskrift, redigeret af Lars Bukdahl & Christian Vind, der i denne udgave, samler billedkunstnere, der også skriver og tredobler Hvedekorns størrelse.
Det er befriende, når det æstetiske forholder sig plastisk udvidende. Vil du tegne, hvad jeg skriver, eller skrive det, jeg tegner? Alle avenuer, stræder, blindgyder og afkroge gransket for guder i en vederstyggelig kloak. Jeg skal lære den gamle satan fra 1920 ægte at kende i en malstrøm af bidrag.
Jeg hev alle 77 kunstnere ud af postkassen af en 320 siders bog og detaljerne, der først stak ud, mens jeg bladrede op ad trappen, var de gentagende overskrifter for kunstnernes bidrag, der listede fødselsår samt anciennitet i Hvedekorns selskabelige stue. En simpel beskrivende semiotik væsentlig for at forstå tidsskriftets udgivelser som en række begivenheder, hvis centrale eksistensgrundlag hviler på dens rolle som tovholder for en kulturhistorisk arkivering, hvilket sendte mig febrilsk i armene på Jacques Derrida og denne formulering: «arkiver er altid hjemsøgt». Guidende ekkoer er netop, hvad der spøger i Hvedekorns ambition. Og stadig er jeg så forbavset over, hvor hurtigt mit skrivebord blev mirakuløst ryddet for en elskers forsømmelse til fordel for poesien og kunsten. Le mal d’archive, en banan, der kravler ud af en forfatterkrop.
Hvedekorns evne til at helbrede et genstridigt sortsyn spildte over i en begejstring for digteren Signe Gjessing, hvis bidrag «Kopier af ting» figurerer på omslaget. Hvedekorns billedkunstner du jour afvæbner nemlig med farverige tegninger af dagligdagens genstande, der spreder sig gennem hele bogen. Illustrationer af slik, snacks, børnebøger, rengøringsprodukter, bøger og CD’er. Alle genstande, der findes i hjemmet, og som understreger Hvedekorns rolle som vært i eget hus med løftet om at sørge for sine gæster. Gjessings tegninger kan også tolkes som en væsentligt dystopisk del af tidsskriftets arkiveringsarbejde, der forsøger at komme det tabte i forkøbet ved at dokumentere hverdagen i nuet. Her åbner Hvedekorn et mørkerum, en sørgestue i poesien, hvor kunsten også er en portal til en skræmmende fremtid.
Kunstneren Erik Andersen bidrager med et sort/hvidt fotografi lånt af den spanske fotograf Cristina Garcia Rodero. «Open secret» står der øverst, efterfulgt af: «Artist as Audience vs. Audience as Artist». En gammel kvinde kigger ind af et kikhul til et skriftestolsteater med en baggrund af kirkekors. En gåde, jeg bladrede tilbage til flere gange, for jeg kunne ikke knække koden, de kristne referencer var drilske. Det var grusomt at opdage og helt aldeles fantastisk vellykket, og viste mig, hvad jeg ledte efter, ved slet ikke at give noget svar. Jeg opdagede, at det var mit eget blik, der ville have, at kunst og poesi havde et endeligt facit, og at det var mig, der var et spejl på kirken.
Billedkunstneren Sahar Jamili viser bandeord streget over, «Hundehoved, Stodder, Glatnakke, Stivstikker». Mange variationer af ikke at orke, hverken at udtale sig yndefuldt eller sluge sin affekt ved en afmagt, der slår vredt ud. Sprogets grænser i at formulere noget ubeskriveligt, der også griber ud efter spidsborgerens beherskelse af affekt så gyselig skræmmende, når den har til formål at undergrave ens eksistensberettigelse. Racismens sprog. Og den fantastiske idiosynkrasi i oplistningen, hvor Jamilis debut i Hvedekorn anslås til deres fødselsår: «Sahar Jamili i Hvedekorn siden 1990». Helt perfekt for det implicitte håb om, at man med tiden kan slå rødder i det bogen fejrer; muligheden for at tage bolig i kunsten.
Det fungerer også godt, når værkerne forholdet sig til andre end sig selv, også til selskabet i bogen. Det er dog en hårfin balance. Anna Stahn forholder sig til selskabet i 48 bud med bidraget «Om at gebærde sig», der italesætter forskellige måder, hvorpå man kan drage omsorg for sig selv i et miljø, hvor kolleger også er konkurrenter: «Find en håndfuld eller to gode kollegaer og gør dem til venner, beslut dig for aldrig at være jaloux på dem eller bære nag, lun hinanden når der er koldt på toppen eller i bunden, beslut dig for at tage deres mening ind, lade dig inspirere og grine af det hele sammen; for det er trods alt bare kunst.»
Martin Bigum forholder sig til selskabet på mindre raffineret vis ved at bruge anledningen til at vise sit kunstneriske portfolio, der taler til Hvedekorns arkiveringsformat uden nogen antydning af aforisme. Det føltes kontraintuitivt for kunsten og poesien, når en kunstner indrammer sine bidrag i et metablik på sig selv. Det er kvalitetssænkende og ærgerligt, for man får sværere ved at give sig hen til kunstnerens litterære bidrag, derfor vil jeg gå så langt som til at kalde det for poetisk kættersk.
Men man får dog øje på poesien alligevel, når Bigum skriver ærligt og vedkommende om sin overgivelse til det banale, det er virkelig fint: «Jeg ser Maria for mig, hendes hvis død er så smertelig, at digteren haster videre til en banalitet.» Rikke Benborg skriver også smukt om sin mor: «Når hun græder bager vi en kage af aske». Det er meget rørende.
Jessie Kleemanns værk forsøger at holde et allerede invasivt publikum ude af sin postkoloniale erfaring. Man bliver i tvivl om, hvad der er volapyk, hvad er fremmedsprog. Jeg griber ud efter en anden grønlandsk kunstner, Pias Arkes smalle bog Etnoæstetik, der reflekterer over europæisk sproglig selvtilstrækkelighed. Et synonym for kunst findes ikke på inuit. Arke forklarer, at grønlandsk kunst er hjemløs og alt iboende.
Selina Rom Andersen tegner en bananlignende figur i forlængelse af en forfatterkrop, en nattebanan ryger smøger i sengen, bananen er også læge på Panum. I denne zinelignende tegneserie er protagonisterne fundamentalt splittet, og får mig også til at tænke over kroppen som perfektbar genstand, der fordres af lægevidenskaben. Jeg blev også ret forelsket i Karin Halds bidrag, der starter med denne frase: «anatomien af et sammenbrud». En poesi, der er ledsaget af selvportrætter, er modigt og gør det næsten smertelig at kigge, hun er så gennemsigtigt forpint.
Intuitivt begejstret er jeg for de kunstnere, der har grebet muligheden til at udfordre vores antagelser om begge kunstgenrer. Anders Bonnesen tegner tal finurligt op og tænker over de logiske følger, vi drager ud fra sprog. At sprog, tegn og billeder har indlejret forventningerne om et logisk næste. Per Arnoldi præsenterer disse ord, gentaget på sort/hvide sider: «ET ORD ER ET ORD ER ET ORD ER ET ORD». I et simpelt grafisk greb, der indbyder til undren over, hvad sprog er, når det stilles nøgternt og nøgent op, uden forstillelse eller falmende ord, der rejser ud af sine egne sider.
Fint, fint nok, det hele. Men alligevel. Dansen mellem kunstformer i Hvedekorn 2-3-4 giver mig en trang til at skubbe den endnu længere ud over sit selverklærede punktum, og spekulere over, hvad spilder ud over kanten af værket. Jeg leder efter tegn på, hvad der lurer af weltschmerz, et spektakel gabende fraværende i denne udgave af Hvedekorn. Det føles lidt uambitiøst af tidsskriftet at være så komfortabel med en barnlig og sky afstand til sig selv og dermed også alt andet. Det føles opgivende. Er de ikke også beskuere til en desperat verden derude? Hvad blev der af kunstneren og poetens rolle som visionær?
I stedet for at give sig ironisk hen til spektaklet af en selvbevidst moderne skæbne, kunne man have ønsket sig flere nye utopier. Jeg vil sgu da høre en brølende flod vælte ud af en rodet underetage, jeg vil stå på tærsklen til en etisk åbning, slås ud af balance af en førsproglig følelse af harmoni i en perfekt orkestrering af lyrisk symfoni og afskyr det udtømmende forklarende i os alle, det føles så kvælende antitetisk for kunst og poesiens mystik. Etisk substans er, hvad mangler, der rækker ud over gelænderet. Desuden: et begær, der kollektivt retter sig mod den samme Vanishspray, er et katastrofalt tegn på et varslende kollaps af samfundet.
Og nu ligger jeg på taget af et plyndret godstog, det er lykkes mig at bestige. Jeg er udsultet, dehydreret, i søvnmangel, i tvivl om det kunne argumenteres for i retten, om jeg har været sindssyg i gerningsøjeblikket, mens jeg skrev og rasede imod denne søvnige og fornuftige verden, jeg foragter, for ja den kan skride af helvedes til! Men jeg snyder ikke verden eller nogen for det simple faktum, at den også er min, at den også er mig. Og vil stadig til enhver tid hive hele den æstetiske badulje slentrende ind fra periferien, skidestiv af ånd med det eneste bevis for denne rejse, rester af bastognekiks fra Hvedekorn 2-3-4’s omslag på min trøje, mens jeg selv også løber skrigende væk fra familiemedlemmer, der synes jeg er en værre hore for at suspendere i poesien og kunst et lille øjeblik endnu. Men ja, lad os lige skabe hul til en ny matrix til fremtiden.
