Rosalind Nashashibi, Electrical Gaza, 2015, All all all, København
Da jeg traskede ned til All all all’s lokaler en regnfuld sensommerdag, følte jeg mig som en miserabel klumpedump, meningsløsheden havde taget fat i mig. Lægevidenskaben vil kalde det en depression, jeg synes, det er verden, der er en katastrofe. Jeg satte mig på gulvet og så den scene, som er grunden til, at jeg forelskede mig i den palæstinensiske kunstners poetiske videoværk og at jeg extra anbefaler den. En mand forbereder falafler, brød til gæster i en stue, venner, familie er på besøg, man ser dem le, de synger; palæstinensiske mænd, der hviler i en banal hverdag i Gaza, der fortæller alt, der skal fortælles; hvor besjælende og rørende at se dem leve.
ÖrkÅ performance på Unearth, Hangaren, København. Kurateret af Roserne Sonne
Jeg cyklede ud til Refshaleøen for at opleve Unearth, en eksperimenterende platform i fuld gang med en opdagelse af sig selv i en hybrid af klubkultur, æstetik og kunst. Klubben var dunkel, crowden hip og queer, og jeg havde rigtig nok fornemmelsen af, at der var noget mere på spil end den klassiske dakkedak-bytur. Der tales i hjørnerne om den colombianske undergrundscelebrity ÖrkÅ, «der skulle være helt vild!», som der blev sagt. ÖrkÅ var ikke et kønt syn, men jeg blev slugt helt ind i det gore univers, virkelig i tvivl om, hvad jeg var vidne til, men det synes også ligegyldigt, for det var den totale selvforglemmelse, jeg nød i denne altomsluttende performance; en maskeret monstrøs krop, der mindede mere om et blodigt kreatur end et menneske, indhyllet i et virkelig intenst lydspor. Det var en fryd at græmmes over det væmmelige syn.
Basel Abbas og Ruanne Abou-Rahme, The song is the call, and the land is calling, Glyptoteket og Copenhagen Contemporary, København
At kende sit land intimt og vandre i den som en gæst, not by choice fyi, på museum, og betragte den bag glasmontre, hvor Historien er med stort H og måske i gang med at skrive dig ud af samme. Ja, hvad vil det egentlig sige at give korrekt ansigt til en kulturarv, man har begrænset adgang til? Det er i hvert fald en smal sti, palæstinensiske kunstnere bevæger sig på, hvis de også bliver betragtet som radikale, når de griber en æstetisk mulighed til at skabe diskursive glitches i en fortælling ellers domineret af kolonimagterne. Jeg elskede den her udstilling for at være en spættes forsøg på at hakke hul i en opak kunstverden med gimmicks, masker og falske talismaner, og afsløre den rigtige tyngde, der spøger i kunstobjektet; selvlegitimeringen af en nation. Det særlige var, at Basel Abbas og Ruanne Abou-Rahme tog bolig på Glyptoteket og redefinerede kulturarven i al sin uhåndgribelighed, i og med poesien. Magisk og meget værdigt.
– Zahna Siham Benamor er digter og autodidakt kunstner. Hun er aktuel med udstillingen Se havet som kulisse, som et cellofanhav, som din mave spist af en krokodille og begravet under et træ på All all all, København, og EP’en Jeg kommer fra Ørkenen (kunstnerduo Z AMOR & BJØRK). Hendes første digtsamling, Se havet som ansigt, udkom i denne uge på Laboratoriet for Æstetik og Økologi.
Øvrige bidrag i Kunstkritikks julekalender her
