Jeg har altid haft en forkærlighed for debut-albums, for her kan man mærke at der er noget der brænder på. Der er en indre nødvendighed tilstede langt nede i materialet. Ofte er lyden og produktionen også mere skramlet end senere, mere finpudsede og renskurede, udgivelser vil være det. Betragter man årets afgangsudstilling fra Det Kongelige Danske Kunstakademi, Afgang 2011, som en slags debut for de unge kunstnere, hvor de endelig kan få luft for alt det de har på hjerte, så bliver man skuffet. Det er en overvejende pæn og nydelig udstilling med 36 helt unge kunstnere, hvor man kun sjældent mærker en nødvendighed i værkerne, der rækker ud over det at skulle præsentere et afgangsprojekt.
Det er første gang at Afgang udstilles i den gamle smukke kirke som huser Nikolaj Kunsthal. Kunsthallen består primært af to store kirkerum, et par korridorer og en lang trappe. Så hvordan vise og udstille 36 solo-udstillinger, som det jo i virkeligheden er, uden at skabe en sand rodebunke af kunst? Rodet er udstillingen dog langtfra, selvom alle medier er repræsenteret: video, skulptur, tegning, foto, performance, installationer og maleri. Der er mange store værker, men de passer godt ind i de vældige kirkerum. Ligesom flere da også har lavet stedsspecifikke værker i relation til Nikolajs særlige rum og arkitektur. Susanne Højbjerg Nielsen tematiserer livet uden for murene ved at samle skrald fra Nikolaj Plads og optage lyde fra hjørnerne af pladsen. Marie-Louise Vittrup Andersen har brugt en smuk lysekrone i kirken som forlæg for en papirversion af kronen, der siden har rejst rundt uden for kirkens rum – på hovedet af folk eller som dekoration på en sten – som vi nu ser på en videofilm placeret under lysekronen. Andre interventioner med kirkerummet er mere diskrete, som den kultegnede cirkel i det nederste kirkerum af Marie Koch Kjærsgaard, der ligner et tæppe og som forholder sig til lofthvælvingens cirkelformede dekoration højt over gulvtegningen. Eller Camilla Bachirys sammenstykkede trægulv, skabt af trærester fra andelsforeningens storskraldsrum, der er skåret til, så det perfekt passer ind i kirkerummets små forskydninger i væggen. Derudover er udstillingens værker sat sammen så de rent visuelt fremhæver og understøtter hinanden. Det er sådanne detaljer, der gør udstillingen lækker. Der er således få værker, der gør ondt i øjnene, men der er ligeså få, der gør ondt i hjertet.
Selvom Afgang altså samlet set fremstår nærmest andægtig, så er der i virkeligheden mere materie end ånd på udstillingen; træ er fx et materiale, der er rigt brugt på alskens måder. Per Gerhard Jørgensen, der bidrager med tiltrængt rock’n’roll-stemning i både udstilling og katalog, har opbygget en stor væg og skabt et slags backstagerum af genbrugt upoleret træ fra sin akademiperiode. Andre bruger slebent træ, som Magnus Pettersen, der har skabt en større skulpturel konstruktion af glas og træ, der er fascinerende at kigge på som ren form. Hilde Ekeroth bruger også træet som en del af sin form-inspektion i en installation om cirklen; en udskåret cirkel af smukt året træ, der hviler op ad væggen, der mimes af sirlige, douce cirkler malet på lærred, samt en skrøbelig akvarel malet på et A4-ark, der er fastgjort på et lærred placeret på gulvet. Når denne rå materie, træet, alligevel ender med at fremstå nærmest sakral er det nok fordi netop træ bærer konnotationer med sig angående det oprindelige, naturen, hjemmet og det autentiske.
Selvom en del værker kredser om det nære, hjemmet og det private rum, er der dog også nogle få, der har konfliktfyldte steder i verden som udgangspunkt: Anu Ramdas har været i Nordkorea med et medbragt minikamera, hvor al fotografering som bekendt er forbudt. Resultatet er mest helt mørke billeder, der i sig selv symboliserer den censur, der hersker i landet. Billederne hænger som tre ruller negativer på en snor til tørre i et mørkekammer i opskaleret stor størrelse foran det mægtige kirkevindue, der fremhæver værkets symbolske implikationer. Der er også Malene Nors Tardrups fotografier fra Israel, der reflekterer over moderne historieskrivning, og Julie Galsbos præsentation af Googles billedkatalog af krigen i Afghanistan. På trods af disse «afstikkere» til den omgivende verden er det dog ikke følelsen af politisk kunst eller rebelsk aktivisme, der dominerer hverken disse værker eller udstillingen som helhed.
Det eneste reelt kontroversielle værk, som kiler sig ind i en politisk hed debat, er Kristina Steinbocks videoværk om et møde mellem en blind mand og en prostitueret. Filmen varer 6 minutter og er tydelig iscenesat med højstemt musik, og en narrativ der starter på et hotelværelse med den blinde mand, der venter luderbesøg. Filmen zoomer ind på det taktile element, berøringen. Når en kvinde ikke kan flirte med blikket og lade sig indfange af det voyeuristiske blik er der kun berøringen og stemmen tilbage. Vi ser, hvordan han rører ved hende, kæler for hende, trækker trusserne af hende. Og vi ser hende kæle for ham og langsomt nærme sig hans pik. Måske svælger filmen lovlig meget i en opstillet intimitet, og den er svær helt at udholde, men alene dette gør den enestående på Afgang, fordi udstillingens generelle lækkerhedssyndrom her brydes kontant.
Generelt er Afgang 2011 præget af en enorm sikkerhed; gedigent håndværk, lækre værker, smukt arrangerede – med et lige så lækkert medfølgende katalog lavet af grafikerne All The Way to Paris. Derfor ved jeg heller ikke om jeg vil give den anonyme dimittend, der går under navnet «Den Unge-Kunstner», på udstillingen ret, når han siger: «Den Unge-Kunstner bryder sig ikke om konsekvenser. Alt er sjovt, intet betyder særlig meget. Alt er cool, intet er alvorligt». Jeg ville snarere formulere det sådan, at udstillingen afspejler en tendens, hvor kunsten på den ene side tages for alvorlig (som vare), og på den anden side ikke tages alvorlig nok (som potentiale). Dette er de unge skam ikke alene om, men det er nu alligevel blandt de nye generationer, at man spejder efter blod på tanden og frisk mod på at gå i karambolage med den gamle stivstikker, der går under navnet Kunst.
