Vi har næsten glemt det, men der var engang, hvor der altid var blæst om Kunsthal Charlottenborg. Overskredne budgetter, tvivlsom ledelse og noget med en privat lejlighed fyldte nærmest alt, når man diskuterede den gamle kunsthal på Kongens Nytorv i København. Men så faldt der ro på.
I 2015 overtog Michael Thouber direktørstolen og efterhånden fandt Charlottenborg sine ben og indtog rollen som Danmarks vigtigste kunsthal for samtidskunst. Og da kunsthallen for 13 år siden blev lagt administrativt ind under Det Kgl. Danske Kunstakademi Billedkunstskolerne, som den deler bygninger med i det gamle barokslot midt i byen, var det tid til at se fremad.
Men måske spøger den gamle historie om kaosset på kunsthallen alligevel stadig. I disse år har mange øjnene på Charlottenborg. Thouber forlod kunsthallen i 2024 for en stilling som direktør i Ny Carlsbergfondet, og i august 2025 tiltrådte Helene Nyborg Bay, tidligere kunstnerisk leder på Nikolaj Kunsthal, som Charlottenborgs nye leder. I perioden 2012-18 var Nyborg Bay direktør for Viborg Kunsthal og før da, fra 2006-11, havde hun sit eget galleri, Helene Nyborg Contemporary, hvor hun repræsenterede kunstnere som Ida Kvetny, Peter Callesen, Judit Ström, Asmund Havsteen-Mikkelsen og René Schmidt.
Kunstakademiets bestyrelse har for nylig fremlagt en strategi for 2025-2029, som skal binde de to institutioner tættere sammen og «styrke institutionen, herunder Kunsthal Charlottenborg, som et førende mødested for samtidskunst Nordeuropa,» som det hedder i en pressemeddelelse udsendt i sidste uge. Heraf fremgår det også, at organisationen er fornyet.
Fremover er teamet på Kongens Nytorv suppleret med to kuratorer, tidligere freelancekurator Natalia Gutman (ansat i et vikariat) og Line Wium Olesen, der kommer fra en stilling på Copenhagen Contemporary, og en formidlingsansvarlig, Karen Brohøj, også fra CC. Dermed forsvinder den projektlederstilling, som Anne Mikél Jensen har varetaget gennem 14 år, og også kunsthallens kurator gennem 12 år, Henriette Bretton-Meyer, har forladt stedet.
Med en ny organisationsform, et nyt team og en ny strategi blæser der nye vinde om den gamle kunsthal. Så hvad nu, Charlottenborg?
Der er nærmest et helt nyt hold, der er blevet sat på kunsthallen over kort tid. Hvad betyder det for Charlottenborg, at så meget erfaring er stoppet på en gang?
Vi har ansat nogle meget erfarne profiler, som bringer både ny energi og erfaringer med sig. Det betyder, at vi kan se på stedet med nye øjne. Der er for nyligt blevet fremlagt en ny strategi for stedet, og så tror jeg, det er sundt, at man ryster posen lidt.
Hvad er den vigtigste erfaring, du selv har med fra dine tidligere ansættelser?
Det er, at man som institution skal være omstillingsparat og lytte til, hvad der sker i samfundet omkring én. Jeg har arbejdet i kunsthaller i omkring 15 år og lært, at man hele tiden skal være i dialog med publikum og kunstnere, men også med alt der, der omgiver én.
Du nævner Charlottenborgs nye strategi. Hvad er de vigtigste punkter i den?
Det er en strategi, som er lavet for hele kunstakademiet, som Charlottenborg jo har været en del af de seneste 13 år. Den nye bestyrelse, som blev nedsat for omkring halvandet år siden, har udarbejdet en strategi, som blandt andet handler om, at der skal være en større synergi mellem akademiet og kunsthallen, og at vi skal udvikle stedet til at være et af Nordeuropas vigtigste mødesteder for samtidskunst.
Hvad ligger der mere præcist i det? Mødested for hvem?
Et mødested er et sted, hvor man både kan komme alene og have nogle tilfældige møder, men også en destination, som man tager til sammen med nogle andre. Vi vil gerne bruge udstillingerne og selve bygningen som bagtæppe for begge dele. Vi kommer til at arbejde med at åbne kunsthallen mere op, blandt andet får vi en ny foyer i løbet af efteråret, som lægger mere op til at mødes rent arkitektonisk.
Vi skal være mere inviterende, mere imødekommende og i øjenhøjde med publikum. Det skal selvfølgelig foregå på kunstens præmisser, men vi vil gerne oversætte det akademiske sprog, så det bliver tilgængeligt for flere. Det er derfor, vi har ansat en formidlingsansvarlig, som skal sørge for, at vi også kommunikerer til folk, som måske ikke er vant til at se på kunst.
Er det vægtekster og den slags?
Ikke udelukkende, men vi har også en målsætning om lidt kortere tekster. Jeg er optaget af, at en tekst maksimalt skal være på 120 ord og jeg tænker også, at vi skal se på, hvor mange tekster, der skal være i en udstilling. Vi skal fremover have et formidlingssprog, som ikke kun er fokuseret på tekst, men også på film og på mere taktile materialer.
Vi vil gerne åbne mere op for processerne bag værkerne og tale om, hvad det betyder at skabe kunst. Og vi vil gerne invitere publikum med ind, eksempelvis gennem workshops, hvor man selv kan få mulighed for mærke materialet. Vi lever i en tid, hvor de fleste bruger skærme enormt meget. Jeg tror, det er vigtigt med et miljø, hvor publikum kan være tilstedeværende rent fysisk. Derfor skal vi arbejde med at skabe udstillinger og formidling, der giver publikum mulighed for at opleve intuitivt og gennem kroppen.
Du nævner, at den nye strategi skal skabe synergi mellem akademiet og kunsthallen. Hvordan skal det mere specifikt se ud?
Det vil vi gøre ved at arbejde aktivt med stedets historie. Kunstakademiet går tilbage til 1754, og det gør os til en af Danmarks ældste kulturinstitutioner, og den historie og identitet vil vi gerne fremme i vores program. I 1800-tallet var Charlottenborg eksempelvis et sted for salonudstillinger, og i slutningen af næste år arbejder vi på at lave en salonudstilling for at undersøge, hvordan sådan et format ser ud i dag. Udstillingen vil primært have fokus på dansk maleri igennem de seneste 25 år og fortrinsvist være skabt af generation Y og Z. Vi vil undersøge, hvordan millennials og digitalt indfødte benytter og udvikler maleriet, den mest klassiske kunstform, som de seneste år har fået en ny opblomstring.
I en usikker verden tror jeg, det er særlig vigtigt, at man forstår den historie, der er gået forud. Vi forstår jo også fremtiden gennem fortiden, og vi vil gerne bruge historien som en rød tråd, der definerer og tydeliggør, hvad stedet her er. Vi står allesammen på skuldrene af hinanden, når vi skaber fremtidens kunst, og det tror jeg er en ret vigtig værdi at have med, når fremtiden føles usikker.
Har du nogle institutioner i udlandet, som du spejler dig i?
Jeg er personligt meget inspireret af Palais de Tokyo i Paris, som jeg synes netop er et mødested, hvor man kan komme og være sammen på mange forskellige måder. Desuden har jeg kigget på et sted som KW i Berlin, der arbejder med et meget spændende kunstnerisk indhold, samtidig med, at de formår at skabe nogle engagerende formater for publikum.
Er der nogle særlige tematikker og formater, du gerne ser udfoldet?
I vores strategi er der fokus på, at vi skal være Nordeuropas mødested for samtidskunst. Det betyder ikke, at vi ikke vil vise den internationale samtidskunst, men vi kommer til at være lidt mere fokuseret på det nordeuropæiske nærområde, defineret som Beneluxlandene og nordpå. Vi har mange tilrejsende fra alle dele af verden, og derfor er det vigtigt at være tydelig omkring, hvem vi er. Vi har en særlig historie, som du ikke bare kan opleve i Paris eller Berlin.
Vi vil også skabe formater, der både kan engagere dem, der er meget interesseret i kunst og dem, der ikke nødvendigvis er det. Det handler om at skabe nogle brede narrativer, der giver mening for den enkelte, selv om man måske ikke kender så meget til billedkunst.
Hvis der ikke var nogle begrænsninger af hverken praktisk eller økonomisk art, hvilken udstilling ville du så allerhelst lave på Charlottenborg?
Så ville jeg åbne alle husets døre, også dem, man normalt ikke kigger ind bag, og invitere 25 af verdens stjerner til at lave en installation i hvert rum. Jeg vil ikke nævne nogle kunstnernavne, for jeg er allerede i gang med at kontakte en del af dem, jeg drømmer om at udstille.
Nu sidder du som leder af Danmarks måske vigtigste kunsthal. Fra din stol, hvordan ser den danske kunstscene så ud lige nu?
Jeg synes, vi har en utroligt levende kunstscene. Den er meget initiativrig og spirende, der er enormt mange udstillingssteder og en stor vilje, også fra kunstnernes side, til at skabe steder, hvor man kan møde kunsten. Jeg ser en meget stærk kunstscene, som selvfølgelig er stærkest i København, men jeg ser også flere kunsthaller, der blomstrer op i provinsen.
Hvilke udfordringer ser du?
Udfordringerne er jo altid af økonomisk karakter. Det er jo ikke sådan, at der bliver tilført mange nye midler til denne her branche, og det er mit håb, at vi efter folketingsvalget får nogle politikere, der prioriterer kunsten.
