Det er i sig selv en attraktion at bevæge sig fra Søndermarken indsvøbt i bleg forårssol og lyde af leg og liv og stige ned i det 4320 kvadratmeter store, mørke underjordiske vandreservoir. Et besøg i Cisternerne er som at træde ned i en parallelverden, et hemmeligt sted, hvor fugt, søjlegange og drypsten er fast inventar. Hernede har japanskfødte Chiharu Shiota skabt udstillingen Multiple Realities, som kan opleves, indtil vinteren lukker kunsthallen for sæsonen.
Chiharu Shiotas (f. 1972) signatur er hendes vævede totalinstallationer, og i udstillingens første akt er det også et lysende rum skabt af 160 km kridhvidt garn, vævet som spind imellem søljer, gulv og loft, der møder publikum, imens øjnene endnu er ved at vænne sig til mørket. Det er nærliggende at se et slægtskab imellem Shiota og kunstneren Tomás Saraceno, som fyldte Cisternerne i foregående sæson med vand, robåde og kosmiske skulpturer og hvis speciale bl.a. er edderkoppespind, både den ægte vare og de konstruerede spind i kæmpeformat á la Shiota. Men modsat Saracenos lidt kølige kosmiske netværk, er Shiotas praksis mere orienteret omkring det nære, om forbindelser imellem mennesker, erindring og det fælles ubevidste, der knytter os sammen på tværs af tid og sted. Med afsæt i en undersøgelse af at finde sin egen plads i en fremmed verden som tilflytter til Berlin har hun siden 1996 skabt visuelle rumlige netværk, der i deres ikke-lineære konstruktioner kan ses som billeder på altings komplekse sammenhæng.
Centralt placeret i den første installation, indspundet i det på én gang poetiske og klaustrofobiske garn-spind, hænger en lige så kridhvid kjole, svævende imellem gulv og loft. Med et lille bitte kjoleliv og et forstørret, overdimensioneret skørt er den nok et stykke konkret beklædning, men samtidig synes den at være gjort af mytologisk stof. Associationen til en brudekjole ligger lige for, men uskyldens og renhedens symbolik har et skær af ensomhed og sorg over sig i kraft af den fraværende krop. Eller også er det fordi hvid, især i japansk tradition ofte forbindes til sorg. Kjolen er en forladt skal i sin forpubning, hvor det er uvist om transformationen for længst eller aldrig er sket.
Overgangen til udstillingens anden akt varsler en bevægelse dybere ned i underbevidstheden. Ved indgangen til Cisternernes andet rum skimtes en snurrende højrød løgformet top svævende i rummet, som hypnotisk leder publikum videre ind i labyrinten af snoede gangbroer omgivet af vand. Her dukker endnu en kjole op og ud af mørket, nu i blodrødt stof og roterende om sig selv. Og dér en til og dér en i hvid og flere til flettet ind imellem cirklende røde garnskulpturer i geometriske former og små springvand, der rislende væder kjolestoffet, og sammen med vinden i skørterne skaber et univers, der sender tanker tilbage til den urovækkende leg med sanserne, som fandtes i 1500-tallets manieristiske haver. Vandspejl og skyggevirkninger, flere perspektiver og flere virkeligheder.
På min vej tilbage igennem søjleskoven mister jeg orienteringen midt i en indre samtale om geometriens tråde til antikkens idé om orden og cirklen som den ideelle form, symbolet på evigheden. Og lige dér opstår et ’nu’, hvor de fjerne lyde fra virkeligheden udenfor bliver en integreret del af oplevelsen af, at her er tid og sted ophævet. Det er sjældent at hjernen giver slip, men Shiotas Gesamtkunstwerk forfører mig. Måske er det de fraværende kroppe i de snurrende kjoler, der gør, at jeg mærker min egen krop stærkere og suges ind i Shiotas performative univers.
Gensynet med den ensomme hvide kjole i det uigennemtrængelige net af garnvævninger får til slut funktion af en kontrasterende epilog, som i sin stilhed og stilstand får mig til at tænke på Wassily Kandinskys farveteori, hvor han skriver om hvidt, at det påvirker vores psyke, som en stor tavshed. Og netop denne tavshed er en af udstillingens styrker, som både findes i Cisternernes fravær af formidling og i Shiotas evne til knivskarpt at skabe resonansrum for psykens dybere lag, som giver mulighed for, at man som publikum selv kan indlæse sine egne fortællinger.
Som kunsthal er Cisternerne både en kuratorisk og kunstnerisk udfordring, hvor udstillingen nødvendigvis må være en værdig med- og modspiller til rummet, for at summen af de to kan forvandle sig til noget helt tredje og åbne for nye universer. En sådan udstilling er Chiharu Shiotas; et æstetisk fuldendt samspil imellem kunst og arkitektur, som samtidig forfører og berører og indtager føringen blandt Cisternes mest enestående udstillinger.
