Mens Kunsthal Charlottenborg holder lukket for renovering (af foyer, café, udstillingslokaler og grafisk identitet) afslører kunsthallen lidt af det udstillingsprogram, som, siden Mark Sladen tiltrådte som direktør i juni 2010, har været ventet med spænding.
Kunsthallen åbner i marts med en ny programstruktur, der opererer med tre parallelle udstillingsformater: En stor udstilling – retrospektiv eller gruppeudstilling; en mellemstor soloudstilling med unge kunstnere i begyndelsen af deres karriere; samt et udvalg af værker og events relateret til et researchprogram, der skabes af kunstnere på gæsteophold i kunsthallen.
Omsat til udstillinger betyder det konkret, at Charlottenborg, udover den klassiske Forårsudstillingen (den årlige censurerede udstilling, som siden 1857 har haft til huse på Charlottenborg), åbner med en udstilling med videoværker af den tyske kunstner Clemens von Wedemeyer (f.1974), som arbejder i krydsfeltet mellem kunst og film, for eksempel ved at indføje cinematiske strategier i en kunstnerisk kontekst.
I tilknytning til researchprogrammet vises en mindre udstilling af den irske kunstner Sarah Pierce (f.1968) (som også var artist-in-residence på ICA i London, mens Sladen var ansat som udstillingschef dér) hvis arbejdsmetoder tager udgangspunkt i researchbaserede projekter, hvor arkivet, både det personlige og det institutionelle, ofte spiller en væsentlig rolle.
Hvor de to soloudstillinger måske ikke er oplagte blockbusters, så vil Palace Party – et heldagsarrangement på åbningsdagen 5.marts – være af mere folkelig karakter med events i og omkring Charlottenborg slot. En traktorparade vil køre fra Rådshuspladsen til Charlottenborg og lokaler og sale, som ellers lukket for offentligheden, vil være åbne – eksempelvis den lejlighed, som ligger på Charlottenborg og bruges til gæster, men som den tidligere direktør, Bo Nilsson, gjorde berømt da han skiftede låsene ud og brugte den som privat bolig. Her vil ti guitarister opføre en heldagskoncert.