Der lugter dårligt, da jeg ankommer til Gammel Strands førstesal, hvor Nanna Abell har sin hidtil største soloudstilling. Altså, virkelig dårligt, kvalmefremkaldende! I starten kan jeg ikke rigtig gennemskue lugtprofilen, den virker bekendt, helt kemisk og ram. Så opdager jeg, at det er lugten af ostepops, og forvirringen er et øjeblik total.
Nanna Abell er en del af new materialism-årgangene, som brød frem på kunstscenen umiddelbart efter finanskrisen, men modsat mange af hendes samtidige, har Abells sensible omgang med skulpturen også altid haft en politisk kant. Således også i udstillingen shrink in an orange sweetness, der består af sammenstød af mindst tre elementer fra helt forskellige sfærer.
Mest fremtrædende er en række store skulpturelle elementer, der stammer fra skibsfart, og som med løs hånd er strøet ud på gulvet i alle tre lokaler. Store bunker af reb, af den slags jeg forestiller mig, at man bruger til fortøjring af skibe, ligger i meterhøje ruller med en art garn på toppen, som en form for hat.
I døråbningen mellem to sale spærrer en bunke fendere, tre styks, for adgangen til rummet. En fender er den pudelignende dims, som fungerer som buffer mellem skib og mole, og jeg lader mig fortælle, at de vejer henimod 200 kilo hver. Her i Gammel Strands små fine lokaler er de næsten ubegribelige: Skalaen og tyngden giver ikke nogen mening i denne verden af småborgerlig stuk og høje paneler. Og vigtigere, de er også helt uhåndgribelige i forhold til kroppen. Jeg har ikke nogen erfaring med samtidens enorme flåde af containerskibe og deres størrelse, og mængden af gods, der transporteres på tværs af verdenshavene, er for mig en total abstraktion. Det er det første element.
Det andet element er til gengæld helt stedsspecifikt og fuldstændig i sync med kroppen. Med en række forskellige greb gør Abell opmærksom på udstilllingsrummene, deres udformning og funktioner, og på, hvor nænsomt og nærmest ubemærket den borgerlige ramme er tilpasset vores krop for at optimere udstillingsoplevelsen. Kiler og flipflops sidder i spænd imellem de kunstige vægge, lysskinnen i loftet er flyttet ned i højde med loftet på et almindeligt parcelhus og de ildeluftende orange ostepops ligger i lag i vinduesrammen og taler med den orange mur i baggården. Massevis af små indgreb, der skurrer og trækker i kroppen, så vi hele tiden kan mærke den subtile manipulation, vi befinder os i.
Man kan ikke stå i dunsten af ostepops uden at fornemme, hvordan tænder bryder teksturen og overfladen på den halvklamme chips, hvordan den oplevelse er gennemkonstrueret af fødevareteknologiske eksperter for at give os den helt rigtige mundfornemmelse, der får os til at tømme hele posen. Et stykke ingeniørarbejde, nærmest, som har til formål at forvirre sanseapparatet, og som kan få os til at sige forvrøvlede ting, som at en chips smager ‘sprødt’.
Og dermed er vi ovre i det tredje element i Abells udstilling, som i nogen grad er sprogligt. På en væg hænger fem objekter på række og ligner en rebus. En badering har det sjovt med at pege på fenderne, mens nogle ostepops i et fiskegarn vist mest er ude på at forvirre os yderligere. Her er pointen, at objekter på række uundgåeligt aflæses som en sætning, og det skal Abell ikke bede om. Tjek eksempelvis titlerne: Under thy lokkes (thou must have the scalle), hedder ét af værkerne med en reference til middelalderens troubadur-tradition. For troubaduren gælder det, som for meget poesi i øvrigt, at formen er vigtigere – eller som minimum – på højde med indholdet. Sådan en vise skal ikke sige os noget, den skal gøre noget ved os.
Sådan forstår jeg også Abells udstilling; som en slags grundkursus i skulptur, egentlig. Abell har en helt vanvittig sensibilitet overfor formen, for dens evne til at forstyrre og omfavne kroppen, sætte en scene og punkterer den igen. Jeg elsker, hvordan Abell fremmaner en helt blød kapitalismekritik ved blot at pege på en skala, min krop umiddelbart ikke kan forholde sig til, og så lade det være op til mig at trække tankelinjer mellem de gigantiske skibe, der måske har fragtet ostepops til landet, mens de trækker spor af skævvredne arbejdsforhold, uforståelige toldregler og havforurening efter sig i havet. Hvorfor fungerer verden egentlig sådan, at vi hele tiden slæber ting på tværs af kloden? Hvorfor er fødevarer designet af teknologer til at pirre vores sanseapparat på en bestemt måde? Og er det egentlig ikke også det, kunsten gør? Og institutionen med alle dens falske vægge og bløde lys?
Jeg elsker, hvordan Abells udstilling starter og ender i et sprogligt kollaps. Som om logikken, tekstretningen og kravet om, at der skal komme en pointe ud af det hele, falder sammen og efterlader mig med kroppen. Og det burde jo være et trygt sted at blive efterladt, men udstillingen river og flår i den, pirrer og fucker med den som en manipuleret ostepop. Abells udstilling minder mig om, i hvor høj grad jeg selv forholder mig til verden gennem analytiske tilgange, og hvor lidt plads jeg tillader den sanselige logik, den der ikke har en retning eller en tekstlig pointe, at indtage. Og hvad nytter al den analyse egentlig, hvis jeg alligvel ikke kan begribe omfanget af den makroøkonomi, der styrer verdenshandel og skibsfart?
Jeg elsker, hvordan Abell insisterer på at den kropslige erfaring skal have en plads, en fremtrædende plads endda, i vores omgang med verden. Og jeg elsker, at lige inden det bliver en moralsk fordring, så kollapser udstillingen igen. Rundt omkring på væggene er monteret små skærme med helt korte GIFs, der minder os om, at også billedet er et sprog, der transporteres på tværs af verden gennem en digital infrastruktur, og så er vi ligesom tilbage ved udgangspunktet. Jeg elsker denne her udstilling.
