بيت الضيق يسع ألف صديق, lyder et arabisk ordsprog – ’Et smalt hus kan rumme tusind venner’. Sådan et hus er udstillingsstedet Collega på Vesterbro, som blev initieret af Lotte Løvholm i 2022, men i dag ledes af den Malmø-baserede kurator Jari Malta. Konceptet er lige så enkelt, som det er godt: Hver udstilling er organiseret i samarbejde med en kuratorkollega fra en anden kulturkreds, hvilket betyder, at man aldrig helt ved, hvad eller hvem man møder.
Et smalt hus kan rumme tusind venner er sådan en udstilling, man har lyst til at elske. Den er kurateret i samarbejde med Abir Boukhari fra AllArtNow, der (sammen med sin søster Nisrine Abir Boukhari) leder Syriens første uafhængige udstillingssted, som i dag har til huse i Stockholm. Med på udstillingen er en række kunstnere med minoritetsbaggrund, hvoraf kun Eliyah Mesayer på forhånd ringer en klokke hos mig.
Fem værker har fundet vej til Collegas lillebitte butikslokale, hvor de udgør en meget tyst, næsten sørgmodig, udstilling om livet som migrant. Symptomatisk for udstillingens karakter er syriske Nisrine Boukharis serie af Mindscapes (2012 –), små blyantstegninger på papir, der udgør en slags psykologisk kartografi. De små landskaber er opstået intuitivt ved hjælp af en særlig meditationsteknik, der lader hånden og blyanten følge åndedrættet og opbygge fiktive steder, landskaber, hvor man kan søge fred. Boukhari ser, ikke helt overraskende, teknikken som et terapeutisk værktøj til at heale traumatiske oplevelser, og det er poetisk og så sart, at det næsten føles privat.
Samme fornemmelse får man af syriske Rezan Arabs underligt flade maleri af et pulterkammer fyldt med kufferter og billedrammer med de fotografier og minder, man ikke helt orker at have hængende fremme, men heller ikke har lyst til at skille sig af med. Og hos iranske Arash Fayez finder vi to ure, der – med reference til Felix Gonzáles-Torres’ Untitled (Perfect Lovers) fra 1991 – hænger side om side, men viser hver sin tidszone; henholdsvis København og Teheran, hvor Fayez er vokset op. Det er værker, der taler om separation og fremmedgørelse, om at bære og håndtere de minder, der knytter sig til et andet sted, men selve mindet – traumet, konflikten, flugten eller landflygtigheden – forbliver gemt væk i Arabs pulterkammer.
Man spidser øre, når værkerne i Et smalt hus kan rumme tusind venner på lavmælt vis taler om strategier til at leve med de traumer, der følger et liv i eksil, men uanset hvor godt jeg lytter efter, har jeg svært ved at høre nuancerne i den tyste dialog mellem værkerne. Det er sympatisk nok, at udstillingen ikke snager i de personlige historier eller konkrete oplevelser, der måtte ligge til grund for smerten. Men det resulterer også i en udstilling, der synes at lukke sig en anelse om sig selv som små, private og sorgfulde rum, hvor traumer bearbejdes i tæt samklang med andre, der også kender til livet som migrant. Måske kan et hus også blive for smalt.
