Det er ikke lige præcis høstvejr, denne novemberdag, hvor tågen ligger sig som en fugtig-klam dyne over de jyske marker. Og selvom det kun er lige over middag og der er flere timer til solen går ned, så er det kun dens skinnende grafiske hvidhed, der får Vestjyllands Kunstpavillon til at træde ud af vintermørket og spejle sig i søens sorte vand som en anden modernistisk svane.
Indenfor, derimod, er det sensommervibrationer og solnedgang over de netop høstede marker, hvor korngule halmballer og lette kjoler fylder landskabet. Kommer man direkte ind fra kulden, kan det føles som at træde ind i en varm, veldesignet butik, hvor tøjstativerne bugner af småblomstrede stoffer og mønstre fra en tid, der for længst er forbi. Fra en skjult højttaler lyder et svagt soundtrack, domineret af lyden af metalbøjler, der skydes hen ad bøjlestængerne, når kunderne bladrer i kjolerne og rundt omkring på podier og halmballer ligger modeblade, stofprøver og kjolemønstre, som var syerskerne netop gået til pause.
Hannah Heilmanns Det lille hus på prærien-agtige scene kredser om kunstnerens kærlighed til den walisiske designer Laura Ashley (1925-1985) og hendes univers af landlig idyl og kristen husmoderromantik. Kjolerne er Heilmanns egne, erhvervet på Ebay, og stammer fra 1970’erne og 80’erne, hvor Ashleys design nød stor succes som en modtrend til tidens fokus på selvrealisering og kvindefrigørelse.
Allerede dengang drømte man sig tilbage til de gode gamle dage i 1800-tallet, hvor alting var mere enkelt, og idag gør Heilmann det samme; drømmer sig tilbage til 70’erne. Og måske gør man altid det; drømmer sig tilbage til de gode, gamle dage. For også i det 1800-tal, som Ashley drømte om, kiggede man tilbage imod «enklere tider», til den gang, da man opfandt folkedragterne.
Der er også en anden slags drømme gemt i kjolerne. Drømme om at være den type, der går rundt i lange, blomstrede gevanter, selv om hverdagen mere indbyder til jeans og dynejakke. Drømme om, at man på netop denne shoppingtur den helt rigtige kjole, den som føles som en forlængelse af ens egen hud og som signalerer præcis den kulturelle kapital, man mener sig berettet til at udstråle. Den, som kan forbinde ens private krop med alle de konnotationer, økonomier, systemer og sprog, der findes derude. Og den, der endelig kan sætte en stopper for ens «shopaholisme, den begærsdrevne forbrugskultur, der truer med at sætte jordens økologiske balance ud af kraft.
Midt i en økokrise handler vi imod bedre vidende, hver gang vi med vekslende grader af sort samvittighed går på jagt nettet efter endnu en kjole, som vi måske aldrig får brugt. Heilmanns kjoler er second hand, men erhvervet ud fra samme begær og derfor en del af samme overforbrugende økonomiske kredsløb. På nettet kan man lære, at markedet for Laura Ashleys design afhænger både af silhuetter og print, men også af produktionssted.
De ældste og mest eftertragtede er fra Carno i Wales, mens senere kjoler, produceret i Kina, er langt mindre værdifulde. Den printede bomuldscalico, som kjolerne ofte er syet af, stammer dog fra Kerala i Indien og fortæller en lang, postkolonial historie om, hvordan vesterlændinge igennem tiden har følt sig berettiget til at ignorere den kontekst, deres forbrug indgår i. I Heilmanns showroom anvendes der mælkeprotein i små, fine malerier, der er malet på genbrugstræ og gamle døre, men heller ikke det forbrug er uproblematisk. Samme proteiner kunne man også udvinde fødevarer af, og i en tid, hvor klimaet kommer stadigt mere under pres er det ikke godt at vide, hvornår vi får brug for den råvare til at mætte vores børn med.
My Laura Ashley Dresses er en sart drøm om en mere beskeden tilværelse og om umuligheden, skylden og klimaangsten i denne. Heilmanns udstilling er så tilpas nørdet og snørklet og fyldt med små håndgjorte detaljer, kitsch og en helt tydelig kærlighed til stoffet, printet og snittet, at man drømmer sig med på de luftige periodefantasier. Jeg får lyst til at gå på jagt på nettet efter sommerkjoler midt i november, og bliver fanget i det krydsfelt mellem selvrealisering og forbrugskultur, som udstillingen tegner op; lige midt i drømmen om romantik og luksus som det så ud i de gode gamle dage, hvor man endnu kunne nå at vende om og skabe en mere bæredygtig fremtid.
