Har du prøvet, at nogen sagde, at du skulle gøre noget? Gjorde du, hvad der blev sagt? Disse spørgsmål – der er en del af formidlingen på Christian Falsnaes’ udstilling på Copenhagen Contemporary og egentlig målrettet børnefamilier – lyder i deres simplicitet dystre, ja nærmest truende. Vi er lige gået forbi David Shrigleys mest af alt kæmpestore orme, og Yoko Onos sentimentale ønsketræer står (stadig) udenfor. Tag en selfie og brug det officielle hashtag. Skriv et ønske på en papirlap og hæng den på træet. Gjorde du, hvad der blev sagt?
Falsnaes er kendt som performancekunstner, men eftersom billedcirkulation og medieret visualitet er blevet en indlejret del af vores sociale virkelighed, er det klart, at det performative felt nu også inkluderer medieforbrug. Man er aldrig bare beskuer; passivitet er også en handling. Videoværket Look at me er installeret i en anonymt udseende messearkitektur, en skærm per bås, en bænk per skærm. En række af scener introducerer de grå zoner mellem medløberi og deltagelse, underholdning og underkastelse.
I et hvidt filmstudie giver Falsnaes ordrer til en kvindelig performer, Minni Katina Mertens, om at ryste kroppen så meget som hun kan, skrige så højt hun kan. Kameraet zoomer ind; skrigeriet er tydeligt strabadserende. Hun bliver bedt om at tage tøjet af, og hendes krop arrangeres som en slags menneskelig ikebana. En flot silhouette mod det hvide. Siden bytter de roller, og så er det kunstneren selv, der ligger nøgen og bundet foran beskueren. Bliver han straffet for sin udbytning af Mertens, eller fungerer scenen snarere som en allegori over kunstneren i senkapitalismen: splitterravende og til offentligt skue? Til sidst er det vores tur til at danse og ryste. «Follow instructions» står der med fed sans serif på skærmen.
Jeg bryder mig sjældent om performancekunst, der forsøger at ‘aktivere’ publikum, fordi jeg – idet jeg aktiveres – føler, at mit handlerum i forhold til værket indskrænkes. Det strider imod det, som ofte er den type af kunsts erklærede mål, nemlig at tildele publikum agens. Det er i sin oprindelse dels en demokratisk gestus, der forsøger at inddrage folket, og svække kunstnerens absolutte ejerskab over værket, og dels en invitation til selvrefleksion. Som Bertolt Brecht mente, da han argumenterede for at nedbryde den fjerde væg i teaterkonteksten, skal publikum ikke forføres, eller manipuleres af kunsten, som masserne blev forført af nazisternes prægtige marcheren og ypperligt producerede filmkunst. I en kollapset verdensorden må vi ikke miste os selv, eller vores greb om virkeligheden i æstetikken, men hele tiden holdes årvågne, hele tiden mindes om, at vi skal tænke selv.
Det bliver vi egentlig også bedt om i Falsnaes’ værk. Look at me åbner med en scene fra Folkemødet på Bornholm, hvor Falsnaes selv står på scenen foran et stort publikum. Man fornemmer, at seancen har stået på i noget tid, da Falsnaes løfter armen, og folk i hundredevis gør det samme. Kameraet bevæger sig henover massen af smilende danskere. Det er let at provokere, eller at overskride folks grænser, men det er ikke let at gøre det til god kunst.
Her balancerer Falsnaes på en knivsæg. Scenen er kort nok til, at chock-effekten ikke bliver feticheret, men trods alt brænder sig ind på nethinden, og opfordrer beskueren til et mål at kritisk tænkning, da samme fårementalitet senere kommer indpakket i liberal coaching retorik, Mertens begejstret råbende fra scenen i Vega: «Dans, så vildt du kan; slip dig løs; mærk din egen krop.» Det ligner Roskilde første uge i juli – opium for folket – og festivalen har sjovt nok været med til at sponsorere udstillingen. Eller hvor sjovt er det egentlig?
I et andet af filmens sekvenser er det et kunstpublikum, der konfronteres med de samme ubekvemme gråzoner indenfor udstillingens egen messearkitektur. Hvor meget institutionskritik kan institutionen sluge, før der ikke længe kan være tale om kritik? Hvor meta-agtigt kan et værk blive, før det simpelthen bare gør det, der problematiseres? Igen går Falsnaes lige til stregen. Disse spørgsmål er ikke mine, men værkets, og det fungerer.
Idet vi bliver bedt om at følge instrukserne, stilles vi over for et eksistentielt valg: Er du med, eller er du ikke med? Det føles radikalt og radikalt ubehageligt. Jeg bryder mig normalt ikke om at blive tvunget til at føle så meget af et kunstværk, og gjorde det umiddelbart heller ikke her. I sin iver efter at berøre og påvirke beskueren bliver kunsten ofte for påtrængende, og dermed usofistikeret, belærende, klodset. Ubehaget risikerer at overdøve refleksionen. Men da støvet efter oplevelsen på CC havde lagt sig, blev det tydeligt, at det ikke var nogen egentlig pointe, der trængte sig på, men selve spørgsmålet om, hvilket personligt ansvar, der følger med ens tilstedeværelse i rummet som sådan.
Det er en konflikt, der altid ligger latent mellem et værk og dets modtager, men som her fik lov til at bryde ud og få luft. Jeg nægtede at røre mig ud af flækken; nægtede endda at vende mig om for at se hvad andre gjorde. At blive voyeur var ikke en mulighed, et valg er et valg. Følelsen som Falsnaes vækker, og den tankerække, der følger, er ikke nødvendigvis interessant – forstået som overraskende, eller særligt kompleks –men bare helt fundamental. Som sådan formulerer Look at me forskellen på det simple og det banale.
Men vores samtid er ikke Brechts, og den fjerde væg nedbrydes i stigende grad i underholdningens navn, snarere end i kritikkens. Når der tales om at aktivere publikum går man tit indirekte ud fra, at vi ikke allerede har agens i forhold til værket. Man følger dermed en forfejlet grundtanke om, at ethvert kulturobjekt, der ikke henvender sig direkte til beskueren er hermetisk og asocialt. To stikord, der ikke står godt på en fondsansøgning. At være ‘med’ i kunsten betyder i dag ikke, at man tager aktivt stilling til den, men simpelthen at man underlægger sig dens præmisser. Man kører ned af rutschebaner, man gynger, man lader sit synsfelt overvælde bag farvet plexiglas, man spiller petanque i gården på Charlottenborg og drikker sig stiv i Sancerre – ja, det er snart det bedste af det hele. Belønningen er, at vi slipper for at kede os for en stund, og at selve oplevelsen skriver os ind i et prestigefyldt forbrugersegment. Det er slående, hvor lidt litteratur, der findes i danske museumsforretninger. Man skulle nødig tænke, så hellere købe keramik.
Jeg bliver vred, når jeg ser Look at me. Ikke fordi værket falder i de fælder, men fordi det påminder om, hvor blodløs en omgang vi forventes at have med institutionerne omkring os, lige fra fra staten til kunsthallen – bortset, selvfølgelig, fra når nogen bliver cancelled, men det er der jo heller ikke megen refleksion involveret i. I kraft af, at vi som tilskuere til Falsnaes’ værk nødvendigvis også er performere – og dét uanset om vi vælger at danse med eller ej – bliver vi taget i at opfatte bydeformen som lov fremfor som udfordring, og dermed konfronteret med vores overmål af velvillighed overfor autoriteter. Har kunstneren overhovedet nogen autoritet? Hvis ikke, er vi jo nødt til at påtage os ansvaret selv.
Af nazisten Adolf Eichmanns retsag i 1963 kunne Hannah Arendt drage, at ondskaben ikke er monstrøs eller udspekuleret, men banal. Kilden til ondskab er medløberi, skrev hun. Så relativt få år efter krigen var hendes pointe mildest talt upopulær. Den jødiske intellektuelle Gershom Scholem kritiserede Arendt for at have overset den rene og skære glæde, der fandtes i at være en god nazist. Jeg mener, de begge har ret. Der er åbenlyst også en masse glæde forbundet med at være en god kunstforbruger. En del af den glæde findes i den tankeløse kapitulation, en anden i at levere den så ivrigt efterspurgte institutionskritik. Det ser vi i Christian Falsnaes’ værk. Men vi ser også, når konfrontationen mellem kunstner og performer, performer og publikum slår gnister. Som når Falsnaes og Mertens øjne mødes, to subjekter i kollision, og vi husker, at hengivenheden er et værktøj; at der skal skrives en kontrakt for, at den kan brydes; og at kontrol ikke bare noget vi har. Det er også noget vi mister, sammen.