Tælle, tælle, tælle

Jeg er tæller. Det har jeg været i mange år. Jeg tæller antallet af kvindelige skribenter i den avis, der ligger tilfældigt på cafebordet. Jeg tæller antallet af kvinder i rulleteksten i biografen. Men især tæller jeg i kunstlivet. Jeg har gjort det så længe, at det er blevet en automathandling, jeg knap tænker over; scanner invitationen, plakaten eller pressemeddelelsen. Hvor mange kunstnere i alt? Heraf hvor mange kvinder?

Som enhver tæller ved – og vi er mange – skal man sjældent lede længe i udstillingsprogrammerne på de danske institutioner, før der er ubalance i kuglerammens farver. Et aktuelt eksempel er udstillingen Cirkus på Gl. Holtegaard, som viser moderne og samtidig kunst af i alt 31 kunstnere, heraf 4 kvinder. Den slags undrer mig virkelig. 

De fleste institutioner lægger program flere år i forvejen. Man arbejder længe på hver enkelt udstilling; fundraiser, kuraterer, redigerer katalog, laver plakat, indrykker annoncer, skriver pressemeddelelse etc. Alligevel er der ingen, der ser det undervejs? Eller hvad er det, der sker?

Den mest oplagte forklaring er, at den ubevidste reproduktion af fortidens kedelige mønstre fortsat trives i dansk kunstliv. En kliché, ja, men som bekendt kun fordi, den er sand.

Samtidig er det som om, at der for tiden er bevægelse i grøden på flere fronter. Der er flere årsager til det, hvoraf en del nok kan tilskrives den generelle revolutionstilstand, vi forbinder os i disse år. 

I begyndelsen af september deklarerede Michael Thouber, direktør for Kunsthal Charlottenborg, i de danske medier, at tiden er kommet til at tage kønskvoter i brug. Det går alt, alt for langsomt med ligestillingen på den danske kunstscene. Thouber var ansporet af en amerikansk undersøgelse (af In Other Words i samarbejde med Artnet News), som blandt andet viste, at kvindelige kunstnere udgør blot 2 procent af salget på de sidste 10 års globale auktioner.

Selvom undersøgelsen havde et amerikansk fokus, som blandt andet dokumenterede en sørgelig statistik for amerikanske museers erhvervelser af kvindelige kunstneres værker, så kunne det overordnede princip naturligvis godt overføres til danske forhold. Herefter blev debatten hurtigt mudret, som den gerne bliver hertillands, når det handler om spørgsmål af strukturel karakter såsom ligestilling.

Til gengæld er der noget, der tyder på, at debatten er blevet ved, stille og roligt. Og den er stadig i gang. Det er kun få dage siden, Thouber atter blev interviewet om sine kvotetanker, denne gang til Kristeligt Dagblad.

Der er også noget, der er anderledes ved denne omgang i ligestillingsringen. Jeg var eksempelvis til middag med en gruppe personer, som hverken er tællere eller har det fjerneste med kunst at gøre, men som var stærkt forargede over de tal, de havde hørt i radioen, om underrepræsentationen af kvindelige kunstnere på de danske kunstinstitutioner. Det var nyt. Det er faktisk første gang, at jeg oplever, at emnet sådan rigtigt har interesseret uden for reservatet. Måske ketchuppen, trods adskillige årtiers sejlivet rysten, alligevel er røget ud af flasken.

Er #Metoo tilbage?

En anden krusning i grøden angår historien om Danmark og #Metoo. Allerede, da bevægelsen kun var 3-4 måneder gammel, var det let at se, hvor det bar hen. «Uden skyggen af #Metoo» kaldte jeg en artikel om forårsprogrammet på den danske kunstscene, publiceret januar 2018. Og sådan blev det ved. #Metoo førte aldrig til den store gennemgribende debat om samfundsmæssig ligestilling på et fundamentalt niveau.

Også her skilte den danske debat sig ud fra det øvrige Skandinavien. Det fremgår blandt andet af en nyligt offentliggjort undersøgelse (af Jannie Møller Hartley ved Roskilde Universitet og Tina Askanius ved Malmö universitet), som sammenligner mediedækningen af #Metoo i Danmark versus Sverige.

Den gode gamle tællemetode viste her, at de svenske dagblade har publiceret fire gange så mange artikler om emnet som de danske. Samtidig blev #Metoo i danske medier hovedsageligt præsenteret som et debatemne, man kunne have forskellige holdninger til – ikke som et overordnet strukturelt problem, som afkræver svar af politikerne og ændringer i lovgivningen. I Sverige blev #Metoo desuden beskrevet som en «populær bevægelse» og «en revolution». De mange historier i danske medier om «heksejagt» og «folkedomstol» var stort set fraværende i den svenske rapportering. Absolut en vigtig undersøgelse, selvom konklusionen ikke var just overraskende, set fra denne side af Sundet. 

Til gengæld er det lidt overraskende, at der i den sidste tid, omkring toåret for Metoo-bevægelsen, lige så stille er kommet gang i ligestillingsdebatten igen. Det observeres indenfor flere brancher (militæret, skuespilfaget mm.), men inden for billedkunsten er der flere, kunstnere og andre aktører, der igen er begyndt at poste personlige beretninger på sociale medier om kedelige oplevelser, man har haft som følge af sit køn; i familien, i skolen, på kunstakademiet, på universitetet, på arbejdspladsen etc. Præcis den slags konfessionelle vidnesbyrd, som var selve modus operandi i #Metoo to år tilbage.

Den danske forsinkelse

Det er værd at notere sig, at Thoubers offentligt formulerede frustration over kønsubalancen i kunstlivet kommer 13 år efter noget lignende skete på svensk grund, nemlig i 2006, da Lars Nittve, daværende direktør for Moderna Museet i Stockholm, gik ud i de svenske medier med indlægget «Det andra önskemuseet».

Nittve agiterede for, at tiden var moden til at rette op på kønsubalancen i museets ældre moderne samling, hvorfor han bad den svenske stat om at donere et engangsbeløb på 50 millioner svenske kroner til at korrigere skævheden. Missionen lykkedes. Staten bidrog med en del, mens resten kom fra private donorer, hvorefter museet kunne indkøbe væsentlige kunstnere såsom Judy Chicago, Hilma af Klint, Monica Sjöö og Louise Bourgeois. Smart træk af museet, som dermed også sikrede sig finansiering til at udvide samlingen med vigtige værker. Meget tyder desuden på, at operationen blev en  game changer på et større niveau.

At både Nittve og Thouber begge er mænd, kan man hævde er ligegyldigt, men er det sikkert ikke, hvis man skal dømme efter den dokumenterede ekstra gennemslagskraft en mandlig debattør, offentlig person, generelt har det sammenlignet med en kvindelig ditto. Ikke desto mindre er det positivt, at begge direktører vælger at bruge deres magtpositioner aktivt for denne sag.

Endnu ved vi heller ikke, om Thoubers opråb kommer til at have en længere effekt, omend bare strategisk. Man kan håbe på, at de tilbagestående danske forhold blot handler om en forsinkelse. Sammenligner man med andre ligestillingsrettigheder såsom øremærket barsel til mænd, er det dog ikke opmuntrende.

Mens Sverige indførte øremærket barsel til mænd allerede i 1995, findes det fortsat ikke i Danmark. Eller rettere; EU vedtog i sommer et direktiv, som indfører en ret til fire måneders forældreorlov til hver forælder, hvoraf de to måneder ikke kan overdrages til den anden forælder. Direktivet træder først i kraft i Danmark, når det er omsat til gældende dansk regulering, hvilket skal ske senest i 2022. Altså en slags udefra dikteret kvote, som mest af alt er pinlig, fordi Danmark ikke selv har ordnet sagerne for længst. Alle undersøgelser peger på nødvendigheden heraf og på hvor meget, det betyder for ligestilingen, muligheden for ligeløn etc.

Men hvad så med kunsten? For selvom både Norge og Sverige længe har haft et mere ligestillet kunstliv end det danske, så opererer man i disse lande ikke med kvoter. At tallene alligevel er så meget bedre end i Danmark, kan jeg kun forklare med, at der i det øvrige Skandinavien er en tro på ligestilling på et mere fundamentalt samfundsmæssigt niveau. Heraf følger en dybere bevidsthed omkring ikke at gentage historiens fejl, at være selvkritisk omkring biases, udvælgelsesprocesser etc. Det understreges blandt andet af, at et udtryk som «jämställdhet» ikke bare er det svenske ord for «ligestilling», men et begreb som opfattes som noget særligt svensk, altså en afgørende del af den kulturelle selvforståelse.

Spørgsmålet er så – jævnfør den aktuelle nybølge af dansk #Metoo og den offentlige selverkendelse på kunstdirektørniveau – om vi tør håbe på, at både #Metoo og fuld kønsbalance på kunstinstitutionerne blot sker i Danmark med en vis forsinkelse. Frem med kuglerammen igen.

Museerne gør fremskridt

Sidst der blev lavet en optælling over statsanerkendte danske museers indkøb og udstillinger af kvindelige kunstnere var i 2014 med kunsthistorikeren Hans Dam Christensens undersøgelse «Med kønnet på museum». 

Undersøgelsen, der angik antallet af soloudstillinger med kvindelige kunstnere og indkøb af samme i perioden 2005-2012, fremviste en fortsat tydelig favorisering af mandlige kunstnere. Det førte til en kortvarig behandling af emnet i medierne. Også på Kunstkritikk undrede vi os over de dårlige tal og i artiklen «Fordelene ved at være kvindelig kunstner» sammenlignede vi forholdene med Norge, der også dengang klarede det meget bedre end os.

Der er nu gået fem år, siden Dam Christensen offentliggjorde sin undersøgelse og man bliver nysgerrig. Hvordan er det mon gået siden dengang? Og ja, selvom det kan forekomme lidt passé i 2019, hvor vi er mange, der er efterhånden livstrætte af den maniske opdeling af alt i mænd versus kvinder – for slet ikke at tale de, som frabeder sig kønsbinære kategoriseringer helt – så er det altså fortsat en ulighed, som ikke kun er ret faktuel. Det er også den optik, som tidligere undersøgelser har taget udgangspunkt i. Så også for sammenligningens skyld giver det mening at fastholde perspektivet.

Ligesom Hans Dam Christensen gjorde det, tæller vi antallet af soloudstillinger på de tre store museer, som vi også drog frem i artiklen fra 2014; ARoS, Louisiana og Statens Museum for Kunst – men nu i perioden 2013-2019. Bemærk, at der kun er medregnet udstillinger med billedkunst, ikke arkitektur. I tilfælde, hvor udstillingen er skabt af en duo med begge køn repræsenteret, er udstillingen slet ikke medtaget, tælles altså hverken under mænd eller kvinder. Opgørelsen er foretaget med udgangspunkt i de oplysninger, som fremgår af institutionernes hjemmesider.

Heraf fremgår det, at ARoS i perioden 2013-2019 har vist 34 soloudstillinger med fordelingen 10 kvinder og 24 mænd, altså procentfordelingen 29/71 (i perioden 2005-2012 var fordelingen 16/84). For Louisiana er tallene for soloudstillinger 16 kvinder og 25 mænd, altså procentforholdet 39/61 (første periode: 24/76). Og for Statens Museum for Kunst er tallene 9 kvinder og 17 mænd, altså procenttal 35/65 (første periode: 14/86).

Af denne uvidenskabelige optælling kan man konkludere, at selvom kønsfordelingen fortsat er til mændenes fordel, så har situationen bedret sig betragteligt på alle tre museer. Det er desuden værd at bemærke, at forskellen på de to «mest ligestillede» museer, Louisiana og Statens Museum for Kunst, ikke er stor, selvom førstnævnte er et moderne museum og sidstnævnte har til opdrag at dække 700 års kulturarv.

Her ville det selvfølgelig også være interessant at se, hvordan indkøbstallene for de tre museer ser ud i dag. Særligt disse tal vægter tungt, fordi de siger en del om, hvorvidt de kvindelige kunstnere overhovedet får mulighed for at få et langt kunstnerliv med en solid, vedvarende karriere.

Forhåbentligt får vi mere at vide allerede i den kommende uge, når Organisationen Danske Museer offentliggør resultatet af den spørgeskemaundersøgelse, som er foretaget blandt museerne. Den skal blandt andet vise, hvor mange kvindelige kunstnere museerne har udstillet og købt værker af gennem de sidste 15 år.

Tælle, tælle, tælle.