Fortællingen om hvordan konceptkunstens forsøg på at dematerialisere kunstværket og derved undslippe markedskræfterne og den hvide kubes ideologi mislykkedes er i dag en integreret del af konceptkunstens arv. Allerede i 1960erne solgte konceptkunstens førende impresario Seth Siegelaub dens idéværker til Wall Streets børsmælgere, så måske er det Lucy Lippard kaldte dens «flugtforsøg» mere en diskursiv konstruktion end en egentlig realitet. Hvor vidt det så kompromiterer værkernes æstetiske integritet er en åben diskussion, men med konceptkunsten som eksempel bliver det stadigt mere tydeligt at et værk og dets cirkulation på markedet, ikke hænger naturligt sammen. De udgør to parallelle spor, der kan pege i modsatte retninger. Det ene på menneskets kritiske og nysgerrige reflekterende omgang med verden, det andet på den avancerede kapitalismes stadige udvidelse af sit virkefelt til at inkludere immaterielle værdier. Det første spor er som oftest kunstnerens, det andet galleristens.
Anledningen til disse refleksioner er Galleri Bo Bjerggaards udstilling med islandske Sigurdur Gudmundsson. Gudmundsson er en af den nordiske konceptkunsts (hvad det så end er, er et spørgsmål som kunsthistorien stadig mangler at svare fyldestgørende på) pionere, også selvom hans værk er blevet til udenfor Skandinaviens grænser, primært i Holland. Han er ikke at finde i de store opslagsværker over den internationale konceptkunsts historie, der er kommet det sidste tiår, hvilket vidner mere om redaktionel ignorance end det siger om kvaliteten og betydningen af hans værker. Ikke desto mindre har Gudmundsson oplevet en slags revival i takt med samtidskunstens stigende interesse for konceptkunst. Fra 1970erne skabte han en serie fotografiske værker under fællestitlen Situations, hvor han så at sige filosoferer med kroppen over forskellige forhold mellem menneske og verden. Det er denne serie plus enkelte andre fra perioden 1970-1982, der nu vises på Galleri Bo Bjerggaard. Som Sune Nordgren, der selv på Malmø Kunsthal (1993) og Baltic (2003) har udstillet Gudmundsson, sagde i sin åbningstale, er det en museumsudstilling. Det har han ret i. Samlingen har både et omfang og en historisk betydning, der er et museum værdigt. Og så alligevel har han ikke helt ret. For kaster man et blik på galleriets værkoversigt/prisliste er man ikke i tvivl om, at den er tænkt og realiseret som en galleriudstilling.
Nogle af værkerne er således optryk af ikke tidligere realiserede artist prints og til priser som kun storsamlere eller museer har råd til (måske var det Nordgren egentlig mente?). Nu er der som sådan ikke noget odiøst i at presservere og prissætte kunst som Gudmundssons. Overhovedet ikke. Det fortjener det. Hele vejen til banken. Men når der ikke er foretaget noget yderligere kuratorisk greb fra galleriets side end ophængningen, står man med indtrykket af en strategisk salgspræsentation, der har meget lidt med værket at gøre. Fair nok, kunne man sige. Sådan fungerer kunstsystemet. Problemet er, at man samtidig står med følelsen af en spildt mulighed. Gudmundssons værk er ikke den uopdagede historiske skat det var i 1990erne og det synes således ikke længere interessant «nok» bare at vise det. Det havde i stedet været mere oplagt og ambitiøst med en form for kontekstualisering, fx i forhold de andre nordiske kunstnere der på samme tid arbejdede med fotografi-baseret konceptkunst, eller de amerikanske og ikke mindst de hollandske, som der så åbenlyst er forbindelser til. Der er med andre ord gjort for lidt med materialet. Man har hverken ladet sig udfordre af det eller udfordret det, sådan som det både fortjener og ansporer til. Derfor er det, værkernes kvalitet uforsagt, ikke en museumsudstilling.
