Camille Henrot er født i Frankrig og bosat i New York, men for tiden er hun snarere overalt. Efter soloudstillinger i indeværende år på New Museum i New York og Schinkel Pavillon i Berlin åbner hun i aften endnu én på Kunsthal Charlottenborg i København.
Den franske kunstners kunst ligner da også noget, som man kunne finde hvor som helst. Men det er ikke fordi, det minder om alt muligt andet. Det er snarere fordi, der ikke er grænser for, hvor mange forskellige ting og tanker Henrot på elegant vis fletter sammen i sine værker. Det var derfor også passende, at hun sidste år fik Sølvløven på Venedig Biennalen for den 13 minutter lange video Grosse fatigue. Filmen skulle ikke blot på omkring et kvarter opsummere universets udvikling. Den opsummerer også biennale-kurator Massimiliano Gionis udstilling betitlet «The Encyclopedic Palace», der handlede om menneskets evige længsel efter stadig mere viden.
Men Sølvløven har også sin pris. Grosse fatigue betyder direkte oversat «stor træthed». Og selvom Henrot tidligere har vist udstillingen The Pale Fox på Chisenhale Gallery i London og nu igen viser Grosse fatigue i København, så er hun alligevel ikke i gang med at lave den samme udstilling igen.
Kunstkritikk har mødt Henrot til en snak om på og samme tid at være alle steder, ingen steder og så alligevel kun ét sted – nemlig på Charlottenborg under installeringen af endnu en udstilling.
Du har fået mulighed for at låne genstande fra Nationalmuseet i København i din geninstallering af din udstilling The Pale Fox, som tidligere er blevet vist på Chisenhale Gallery i London. Hvordan adskiller din nye udstilling sig fra den ældre?
Jeg har installeret, hvad jeg viste i London på en ny måde. I udstillingens første rum på Charlottenborg er der ovenlys, så solens rejse rundt i rummet følger beskuerens. Men det første, som jeg tænkte på, var at låne objekter fra Nationalmuseet og blande dem med andre objekter, som jeg har købt på eBay. Jeg havde lyst til at blande ting af stor værdi, ting næsten uden værdi og så mine egne ting for dermed at blande forskellige værdisystemer.
Da vi viste udstillingen i London, havde vi ikke mulighed for at låne fra museer, så jeg er virkelig glad for, at vi kan gøre det her i København. Og det er så meget desto mere interessant, for nogle af objekterne fra Nationalmuseet i København er fra de to antropologer Marcel Griaule and Germaine Dieterlens ekspedition i Afrika, som jeg – ved et ufatteligt heldigt sammentræf – også har arbejdet med.
De opholdt sig 11 år i Mali i Dogon-folkets land. Det resulterede i deres bog «The Pale Fox», som også er titlen på min udstilling. Det er en vigtig bog, fordi den fuldstændig revolutionerede Vestens opfattelse af Afrika. Men jeg viser også andre genstande i The Pale Fox såsom inuitiske solbriller og et opslagsværk over alle verdens museer, som stammer fra Matisse-museet i Frankrig. Før internettets tid brugte museumsinspektørerne den til at finde hinandens kontakter.
Hvad er det du forsøger at opnå i mødet mellem disse forskelligartede genstande?
Jeg har været optaget af, hvordan de museale genstande manipuleres og præsenteres i forhold til mere samtidige genstande. Blandt andet viser jeg ved siden af en vitrine fra Nationalmuseet en lille bronzeskulptur, jeg selv har lavet og som er lidt slidt – ligesom de objekter i museerne, som man rører for meget ved. Men min egen skulptur er ikke beskyttet af glas. Det sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor nogle objekter er bag glas, mens andre ikke er det, og hvilket forhold til beskueren det afstedkommer.
På Charlottenborg har du malet væggene i en dyb blå farve, der måske henviser til en blue screen. Men farven minder også om rummene i din film Grosse fatigue, hvor man har en fornemmelse af at være alle og ingen steder på samme tid. Er det dit billede på verden af idag?
Ikke nødvendigvis og ikke overordnet. Denne fornemmelse af at være ingen og alle steder på samme tid er en fornemmelse, man har foran computeren. Men det er et afgrænset og begrænset rum. Og det er dét, jeg også ville vise: Hvordan denne opfattelse af en åbning mod verden er en smule kunstig. Hvordan den er afgrænset af små vinduer, der popper op på skærmen, åbner sig og forsvinder igen. Så disse vinduer er altså ikke ligesom de store vinduer her på Charlottenborg, men snarere ligesom nøglehuller. Så der er også en voyeuristisk dimension og en skyldfølelse i denne attitude, der er rundet af at se ting på internettet. Det er ikke tilfældigt, at internettet er blevet pornografiens kongerige. Det er derfor både den voyeuristiske og skamfulde holdning til at ville se alt, som jeg er optaget af.
Og den blå farve…
Ja, den blå. Det er skærmens farve, men det er også dybdens farve. Når man tænker i dybde, tænker man også i blå, for det er sådan man ser himlen, der er det dybeste rum, man som menneske kender til – og det er sådan, man ser havet. Himlen og havet er rum, som øjet ikke kan måle. Så det jeg søgte var et rum, hvor objekterne flyder eller svæver. Et rum, som man ikke kan måle – som er uden ende.
Der er en sekvens i Grosse fatigue, hvor det ene vindue efter det andet popper op ligesom på en computerskærm. Det kunne vidne om en maksimal åbning mod verden. Men i et af de sidste vinduer ser man en kvinde, som masturberer. Et paradoks?
Jeg er optaget af vores forhold til viden og akkumulering af viden. For mig er der noget næsten selvcentreret, narcissistisk og altså masturbatorisk over denne besættelse af at ville vide alt og kende alt. På fransk har man en vending, der egentlig er meget sjov, «intellektuel masturbation», som faktisk ret godt afspejler den erotiske dimension af viden, og måden hvorpå viden ophobes. Og altså er jeg optaget af den tidligere nævnte ide med vinduet på skærmen som et slags nøglehul – og som kvindens køn, altså hvorledes en ting inkluderes i noget andet. Det er ligesom Deleuze’s fold. Folden er på den ene side billedet på artens udvikling som udfoldelsen af en fisk. Men det er også mangfoldiggørelsen af vinduer på computeren: Det er et perspektiv, der skaber dybde, og det er noget man genfinder i den erotiske repræsentation. Så det forekom mig logisk at forbinde disse ting.
I starten af Grosse fatigue annoncerer du det umulige: At du nu vil fortælle «The history of the universe». Det minder mig om filmen «History of the World, Part» af Mel Brooks, der aldrig intenderede at lave «Part 2». Det var Brooks’ variation over historien om fangen Sir Walter Raleigh, der påbegyndte sin «History of the World» i fængslet, men kun nåede at skrive bind 1, inden han blev halshugget. Kan man også sige, at du gør lidt grin med begæret efter at ville vide alt, med det encyklopædiske begær, som også var temaet for Massimiliano Gionis Venedig-biennale sidste år? Eller sagt på en anden måde: Er Grosse fatigue også en komedie?
Nej, jeg latterliggør ikke encyklopædien. Jeg tror, det er en reel nødvendighed for mennesket at samle hele sin viden, og jeg er interesseret i at finde ud af, hvorfor det er nødvendigt. Jeg tror, at begæret efter at lave en encyklopædi handler om at beskytte os mod frygten for bortgang og død. Ofte er store indsamlingsprojekter igangsat i forbindelse med en ødelæggelse. For eksempel er 2. Verdenskrig også tidspunktet for Manhattan Project og altså udviklingen af atomenergi, som er tæt forbundet med universets historie, men som også kan lede til universets destruktion.
Forbindelsen mellem destruktion og kondensering af viden er meget vigtig. Så udstillingen og især filmen Grosse fatigue sætter snarere fokus på spørgsmål om død og ødelæggelse. Jeg lavede filmen som et forskningsprojekt på Smithsonian Institute, som er blevet grundlagt efter massemord på indianere. Den første store samling på Smithsonian er en samling af indianske objekter, som er blevet indsamlet under krigen. Og det er interessant, for James Smithson var ikke amerikaner. Han var englænder og et «uægte barn», der måske – det forestiller jeg mig i hvert fald – var bitter over ikke at være blevet anerkendt af sin far. Det har måske motiveret ham til at give sin samling til USA, der repræsenterede det nye og altså ikke klassedelte samfund.
Og så er der den anden direktør for the Smithsonian, som var meget interesseret i indianerne. Da de bliver massakreret, begynder han så at indsamle deres historier, genstande osv. Så menneskets forhold til sin egen historie og skyldfølelse er ambivalent. Skyldfølelse har for øvrigt været drivkraft for mange amerikanske museer.
I Grosse fatigue har du integreret nogle Wikipedia-sider. Hvordan anskuer du Wikipedia – er det «the wisdom of the crowd»?
Nej, for det er ikke hvem som helst, der skriver Wikipedia. Der er for eksempel ikke mange kvinder. Wikipedia er meget etnocentrisk i dag. Det er ikke «the wisdom of the crowd». Wikipedia vokser, udvikler sig og jeg håber at flere akademikere og lærde, der besidder viden, vil fortsætte med at arbejde på denne encyklopædi, for den er stadig langt fra komplet. Det er derfor jeg har valgt et kort fra Wikipedia, der repræsenterer verdens bipolaritet – eller skizofreni – og altså peger på en ulige fordeling af rigdom, internetadgang og så videre. Så det var interessant at vise dette kort over verden, som også er et kort over sygdomme.
Hvordan ser du så din rolle som kunstner og singulær skaber på et tidspunkt, hvor selv din egen produktion er præget af arbejde i netværk. Hvor du samarbejder med alt fra Massimiliano Gioni over the Smithsonian til musikere og sminkører?
Jeg har ikke en fornemmelse af, at det er noget nyt. Kunstnere har altid været omgivet af håndværkere, intellektuelle og institutioner. Men jeg tror det forekommer os nyt, fordi vi endnu er så prægede af det 19. århundrede, der fabrikerede myten om den romantiske kunstner alene hjemme på sit atelier. Men det er og bliver en myte.
Så du føler dig ikke tættere på en instruktør eller en kurator end en maler… fra det 19. århundrede?
Nej, jeg tror, at jeg føler mig nærmest kunstneren. Udstillingen The Pale Fox henviser ikke bare direkte til verdens skabelse, men også til kunstnerisk skabelse. Det er derfor installationen flyder med pensler, store penselstrøg og så videre… Det handler om, hvordan du tegner verden, hvilke redskaber du bruger, hvad og hvordan du indrammer ting, på hvilket tidspunkt du stopper… Og det er jo virkelig kunstnerens spørgsmål. Tilfældigvis er det så også kuratorens spørgsmål, men for kunstneren tror jeg altid spørgsmålet er forbundet med hans eller hendes egen historie og subjektivitet. Overordnet set handler udstillingen ikke om selve udvælgelsen, kurateringen. Det er ikke min intention. Jeg beskæftiger mig med, hvordan jeg som individ konstruerer et billede af verden og universet, og hvilke redskaber det så kræver.
Ok, jeg tror det var alt. Men der er måske så lige et sidste spørgsmål, og jeg ville være en miserabel journalist, hvis ikke jeg stillede dig det: Er det muligt at sige, hvad der er subjektivt, hvad der er din egen historie, i udstillingen?
Haha…. Ja, i installationen er der jo billedet af min oldemor, der blev 104 år gammel. Der er billedet af min far, der bestiger et bjerg. Et par billeder af mig selv, et af min søster, af min nevø, og så er der en indgraveret metalplade lavet af min mor, der er gravør. Faktisk er hele min familie nærmest med på udstillingen. Men der er også andre ting. Jeg har problemer med at sove, for jeg vågner, så snart solen begynder at skinne. Så det sidste billede af frisen med masken til at sove er også forankret i mit eget liv. Selv titlen på filmen Grosse fatigue kom til mig, fordi arbejdet på the Smithsonian var så udmattende, og min hjerne så hyperaktiv, at jeg slet ikke kunne sove. Så snart jeg lukkede øjnene, var der milliarder af forbindelser og ideer, som dukkede op. Det mindede mig om Philip K. Dick, der i sine dagbøger talte om, at han havde en masse farvede prikker for øjnene, når han var på vej i seng – ligesom efter en masse Google-søgninger. Så jeg begyndte at tænke: «Uhhh, måske kan det være, at jeg er skizofren»… haha… og så begyndte jeg at læse Wikipedia-siderne om skizofreni. Og det er sådan tingene opstår.
