I forlængelse af den turnerende udstilling med pioneren Hilma af Klint (1862-1944), som netop er åbnet på Louisiana, sender Acne Studios en kollektion, som bruger kunstnernes motiver, på markedet. Kollektionen minder os om, at der går et spøgelse gennem modernismen. Dekorationens spøgelse. Det blev første gang inviteret indenfor da maleriet i slutningen af 1800-tallet begyndte at bevæge sig væk fra det figurative og perspektiviske rum for at koncentrere sig om fladens billedlige kvaliteter, herunder det abstrakte formsprog. Invitationen skete i progressivitetens navn, men den kom med en uventet pris, nemlig at maleriet i stedet for at være et vindue mod andre verdener blev en konkret genstand i rummet, hvis ultimative funktion var som baggrundstapet.
Det er et spøgelse som modernismen har kæmpet med, men også har animeret, i en ambivalent diskussion af hvordan «tapetets æstetik» påvirker kunsten. Fra suprematisterne til Bauhaus havde konstruktivismen en drøm om en universel billedlighed – eller et design som de også kaldte det – der med udgangspunkt i maleriet kunne oversættes til alle medier i samfundet, herunder til beklædning. Gennem disse oversættelser ville kunst og liv forenes i en højere enhed, hvor det enkelte individ såvel som samfundet ville opleve et åndeligt fremskridt.
Samme sociale utopi lå ikke bag Jackson Pollocks tilladelse til at Vogue i foråret 1951 brugte fire af hans legendariske drypmalerier som baggrund i en fotoserie af Cecil Beaton, hvor to modeller viste årets kreationer frem. For ham var der tale om et mediestunt. Han elskede mediernes interesse og var selv stolt af serien, men fascinationen gjorde ham også blind for, at serien ikke bare fejllæste, men også approprierede malerierne. Den forandring og «andethed» hinsides det borgerlige bevidsthedsrum som hans materielle mytologiunivers adresserede blev inkorporeret i dette borgerskabs selvbillede.
I 1986 udstillede Andy Warhol sin (tids) version af Pollocks allover-billeder, nemlig serien Camouflage Paintings. Allerede tidligt i det 20. århundrede havde kubisterne ladet sig inspirere af den militære brug af camouflage som en flad – det vil sige ikke perspektivisk – repræsentation af et landskab, men for Warhol var inspirationen den ungdom, der rendte rundt i New Yorks i t-shirts med camouflagemønster på. Derfor var malerierne heller ikke naturtro, men urbanitetstro, i den forstand at farverne var stærke og syntetiske, således at mønstrene i stedet for at yde dække ude i landskabet, fungerede optimalt i en fest på et diskotek. Som maleri og som t-shirt.
Nu hjemsøges modernismen så igen af dette spøgelse. Med det svenske tøjfirma Acne som medium. Acne befinder sig i den prismæssigt mere eksklusive ende af den globaliserede svenske modeindustri, som også tæller H&M, Cheap Mondays og andre, og det er nok derfor, at det netop er dem, der har fået lov til at lave en «lille kollektion inspireret af Hilma af Klints vigtigste værker», som der står i pressemeddelelsen. Man kunne også forestille sig, at H&M har budt ind, men Hilma af Klint Foundation har trods alt villet begrænse distributionen i troen på at bevare noget af værkernes integritet. Den tro kan man så dele eller tvivle på.
Kollektionen består af sweatshirts, t-shirts, en skjorte, tørklæder og muleposer. Ja, muleposer … Motiverne fra af Klints malerier dækker hele beklædningsgenstanden. Der er altså ikke tale om en gengivelse af malerierne, men om en «fortolkning», i den forstand at de kvadratiske malerier er blevet syet fermt om så de passer til ærmer, krave osv.
Hilma af Klint ville ikke have at hendes malerier blev vist offentligt før tyve år efter sin død, fordi hun mente, at verden ikke var klar før det tidspunkt. Det er tredive år siden, at dette «forbud» ophørte og nu er ikke bare verden, men altså også modeverdenen åbenbart klar til at se på hendes farverige spirituelle undersøgelser.
Kollektionen er umiddelbart hipster-orienteret og ligger i forlængelse af mange års dyrkelse af grafisk tryk på tekstil inden for denne del af nutidens fashion-establishment. Men uanset hvor lang tid denne dyrkelse har varet, så er det modernistiske maleri alt andet lige udtryk for en anden tidslighed end modens. Moden skifter to gange om året, en kollektion kommer på udsalg og nye produkter kommer på hylderne, mens af Klints malerier forestiller en verden af anderledes evige, ikke-materielle værdier. Er det et skisma? Tilsyneladende ikke i modeverden, der netop udmærker sig ved sine friktionsløse omgang med (læs: forståelse af) kulturelle udtryk. Det er simpelthen det, der gør den i stand til at appropriere og «fortolke» hvad som helst. To gange om året.
Acnes kreative direktør Jonny Johansson har ganske givet været oprigtigt fascineret af af Klints malerier, da han fik idéen til kollektionen. Hvilken kreativ direktør ville ikke være det i mødet med en så nyskabende og fremsynet visuel tænkning, som den malerierne rummer? Der er nok ikke mange af designerne hos Acne, der kunne være kommet op med noget lignende. Men i stedet for at udvise ydmyghed over for kunsten og erkende, at det er billedforståelse som nærmest er antitetisk til modens billedforståelse, hvor alt er tegn(økonomi), ikke visioner, så har Johansson valgt – og overtalt Hilma af Klint Foundation til – at moden og mere specifikt Acnes brand kan varetage en oversættelse fra lærred til bomuld.
At ville hylde af Klint er prisværdigt, men modsat de museer, der som Louisiana og Moderna Museet udstiller malerierne, dedikerer Acne sig ikke for alvor til at formidle de idéer, som malerierne er skabt ud fra og essentielt ikke kan adskilles fra. Som sådan er Johanssons «fortolkning» i sidste ende en tom gestus. Uoriginal, besidderisk og selvovervurderende.
I sin kritik af nutidens omgang med spiritualitet har Slavoj Žižek ofte, rettet sin pen mod det han kalder «vestlig buddhisme». Et væsentligt aspekt af denne kritik går på, hvordan man i den vestlige verden med det store postmoderne selvrealiseringsprojekt er begyndt at interessere sig for østlig filosofi, fx buddhisme. Ikke som et alternativ til vestlig livsstil, men tværtimod som en integreret del af den. Modsat den kristne religion kommer buddhisme i den vestlige version ikke med en række forbud, der begrænser det enkelte individs aktive deltagelse i den kapitalistiske forbrugskultur. Snarere fungerer den som et alibi for denne deltagelse. I forhold til den nærværende situation ville ræsonnementet lyde: «Jeg bruger over tusinde kroner på en moderigtig bluse, men den har motiv af Hilma af Klint på, så jeg udtrykker faktisk min interesse i esoterisk og okkult spiritualitet. Jeg er med andre ord ikke slave af moden, men et åndeligt individ med kant.»
Uanset hvor dyb en sådan interesse er, så køber den en præmis om, at spiritualitet ikke udgør en radikal andethed i forhold til den materielle verdens logik. At der ikke er nogen modsætning mellem at forbruge og være spirituel. Eller sat mere på spidsen: At det at forbruge er en uadskillelig, hvis ikke ligefrem essentiel del af forfølgelsen af spirituelle værdier og erkendelser. Det er en tankegang, som New Age-industrien længe har lukreret på. Nu følger modeverden så trop. Kan Hilma af Klints ånd følge med?
Eksemplerne på modens appropriation af kunstens udtryk er uendelige og jeg har selvsagt ikke alle med. Det bare for at sige at endnu en kan tilføjes til listen. I Rom besøgte jeg en D&G-butik, hvor man udstillede en tøjserie (med tilhørende magasin) med motiver af Piranesi, blandt andet hans tegning af det forfaldne Athena fra 1777, hvor udsultede køer og fattige folk gør rundt i ruinerne. D&G fokuserer dog primært på den klassiske arkitektur og ikke så meget på «bunden» af fortællingen om forfaldet. Priserne starter på ca. 300 EUR for t-shirts forsætter til 570 EUR for et par shorts og topper med 2.235 EUR for en blazer jakke, men så er den også farvelagt.
Jeg vil afholde mig fra at kommentere på artikel «Hipstermodernisme» – der er flere vinkler – og det er eller kan blive virkelig spændende – der er mange mange eksempler.
Det som springer i øjnene og virkelig kan ærgre er at Acne direkte overfører Hilma af Klint til en serie ligegyldige beklædningsdele – det er både virkelig dovent, uprofessionelt og mangler fuldstændig forståelse for hvad der ligger af materiale at arbejde videre med.
Med venlige hilsner
Vibeke Rohland
Min første reaksjon var et lite grøss når Acnes af Klint kolleksjon først ble langsert. Men til slutt er det egentlig så ille?
Hvis man sammenligner dette med museums t-skjorter med kjente kunstverk, er jo dette en mye mere smakfull benyttelse av arbeidene. Bedre enn Munch blow-up dolls etc. og kanskje honoraret kommer godt med til af Klints stiftelse eller arkiv. Selv om jeg synes det er ting med samarbeidet som er problematisk, irriterer jeg meg over kritikken her og dens så ensidige forståelse av mote.
Jeg føler kritikken her er typisk for kunstverdens ofte uopplyste og elitistiske syn på moteverdenen, at mote alltid er kun én verden, hvor alt handler utelukket om overflate og profitt. Og med en holdning til kunst som det er i sin egen lukkede dimensjon i en verden fri fra innflytelse av vår neoliberale kapitalistiske virkelighet. Som om kunst ikke er kommersiell også. Dette er en form for overklasseelitisme og kunstsnobberi som jeg synes stinker. Som om mote ikke er et viktig kulturuttrykk for nåtiden også.
Af Klint mente aldri at hennes malerier kun skulle være tigjenglig for kunstverdenen, for henne var de en måte å kommunisere meldinger hun mottok fra den spirituelle verdenen, gjennom sin gave som synsk. Maleriene var hovedsaklig et medium.
I modernismen var jo nettopp design og kunst mye mere integrert enn nå, en del av en helhetlig visjon om en ny moderne tid for mennesket, se feks. Bauhaus hvor dans, arkitektur, filosofi, håndverk og kunst all var del av et felles uttrykk hvor det var forholdsvist lite hierarki mellom disiplinene. (Forøvrig var både Hilma af Klint, Bauhaus-bevegelesen, Rudolf Steiner (som var viktig for af Klint) og mange andre på den tiden sterkt inspirert av Madame Blavatsky og det Teosofiske Selskap)
De hardere skillene vi nå har er noe nyere, og mere skapt ut av kunstmarkedets ønske om maksimal profitt gjennom eksklusivitet og uoppnålighet og en tilpasning til kapitalismens økende behov for spesialisering av tjenester.
Jeg vet ikke hva af Klint selv ville tenkt hadde hun kunne gjort seg en menig, men hennes viktigste formål var å spre sitt spirituelle budskap, og en viktig stipulering i hennes testamente var at bildene skulle stillles ut som en spiral man går inn i -dette for å skape en helt spesiell opplevelse av verkene. Dette har blitt totalt ignorert i alle utstillinger av hennes arbeider -og jeg synes dette er mye grovere enn at bildene er blitt trykket på noen klær som er tigjenglig ett par måneder.
PS. Folk må generelt slutte å bruke ordet «hipster» om all grupper av unge mennesker som de ikke liker, som de på en eller annen måte føler trenger seg inn i deres sfære.
Modens manglende refleksion over sin egen tidslighed er en efterhånden gennemtærsket tese. Ligesom moden kan al kunst ikke siges at indeholde en sådan selvrefleksion, uden det nødvendigvis mister sin kunstneriske kvalitet deraf.
Mode er ikke kunst og behøver derfor ikke at lægge sig under regler, som kunsten tilsyneladende skal virke under – mode er mode, men indeholder både referencer og paralleller til kunsten og bruger også kunstens virkemidler i sine fremstillinger og iscenesættelser. Samarbejder mellem modeskabere og designere og kunstnere blev manifesteret allerede i 1930’erne med samarbejdet mellem Schiaparelli og Dali og er siden set gentagne gange gennem modehistorien (eksempelvis i samarbejder med Cindy Shermann & Comme de Garcons, Issey Miyake & Frank Gehry og Louis Vuitton & Takashi Murakami).
At forholdet mellem mode og kunst kan være problematisk, er som oftest egentlig kun kunstens problem – ofte grundet i netop modens kraftige associationer med udseende, flygtighed, overflade, forfængelighed og markedskapitalisme. Men der bør ikke lukkes øjne for, at moden har en evne til visuelt at kropsliggøre tidsånden, og at netop den evne kan bruges til at manifestere kunsten.
Så udstillingen i lørdags, fantastisk inspirerede og smuk, meditativ symbolsk, forfærdelig synd at ødelægge Hilma af Klint med tøjstativer , det er for meget at det er lovligt, hun ville rotere i sin grav.
Så ender det med at blive ligesom skagensmalerne der bliver udnyttet komercielt og forbindes med kagedåser og andet skrammel!