De venlige interventionister

Den bergensbaserede kunstnergruppe Alt Går Bra ville nok helst være en folkebevægelse, men forholdene har ikke været ideelle.

Akantusvandring, Bergen, juni 2020. Alt Går Bra i samarbeid med Kunsthall 3.14. Foto: Alt Går Bra.

Det har ikke været et godt forår for kunsten, specielt ikke for den som baserer sig på levende publikumsinteraktion. Coronakrisen har ramt alle slags arrangementer, og også Bergens venlige interventionister, kunstnergruppen Alt Går Bra (AGB), er ramt. «Alt går bra» er oprindeligt et slogan som stammer fra studenteroprøret i Paris i 1968, og bergensisk-parisiske AGB har siden 2015 arbejdet internationalt med vidensproduktion i form af seminarier og konferencer. Trekløveret Agnes Nedregård, Branko Boero Imwinkelried og Oscar Mac-Fall har blandt andet stået for arrangementer på Landmark med den franske filosof Jacques Rancière og den politiske teoretiker Chantal Mouffe som del af deres Tout Va Bien-serie, de har arrangeret en international konference i Westminster om stencilmaskinens brug, blandt andet hos den engelske modstandsbevægelse under anden verdenskrig, og senest har de turneret Norge rundt for at diskutere den norske idealstat, et projekt som opfordrer publikum til at omskrive Platons Staten (376 f. Kr.) til samtidens Norge.

Aktuelt har de i anledning af Bergens 950-års jubilæum planlagt et fuldt program som lidt corona-stækket kører løs i deres nye lokaler på Strandgaten. I løbet af foråret og sommeren er der fokus på forskellige former for folkekunst såsom faner, våbenskjold, skillingsmalerier og akantus-dekorerede genstande. Akantus er den nydelige græske ukrudtsform som er et standardindslag øverst på korintiske søjler og som i overraskende høj grad breder sig over den bergensiske arkitektur og interiør. Dette plantemønster er blevet inkorporeret i rosemalertraditionen, en ganske overraskende kobling mellem klassicisme og folkekunst.

Hvordan alle disse forskelligartede aktiviteter hænger sammen, er umiddelbart lidt svært at sige, men i en tid hvor diverse populistiske politikere angler efter folkets følelser, og også i stor stil tillader sig at tale på vegne af folket, kan det se ud som om AGB vil modsætte sig denne appropriation. Jeg gætter på at AGB vil samle, undersøge, udstille og diskutere folkekunst og derigennem folkets positive modstandsformer som udfolder sig i mere åbne retninger end den murbyggende, polariserende nationalisme som er på fremmarch.

Fra Alt Går Bras Akantus-database.

Jeg gik med AGB på akantus-vandring på Nordnes, og vi endte i kunstnergruppens lokaler hvor udstillingen Kunst i de tusen hjem er et work in progress. AGB har lånt en større mængde skillingsmalerier, såkaldte sofastykker, altså små romantiske oliemalerier som har været solgt fra dør til dør, og som oftest forestiller velkendte udsigter og bygninger fra lokalområdet og nydelige, om end kitschprægede, naturidyller.

AGB er smarte interventionister, men vælger at fremstå med en vis naivitet. Dem der låner dem malerier og akantus-dekorerede effekter får deres historier optaget, og måske er det dette arkiv som er det egentlige projekt. Jeg kan ikke finde noget materiale om kunstnerne som udstilles, kun Andreas Grynne (1917-1991) og Stranda-malerne nævnes eksplicit i pressematerialet. I det hele taget fremstår AGB lidt rodede og uklare på de sociale medier og på deres hjemmeside. Malerierne synes ikke som sådan at være pointen, AGB virker mere optagede af det samlebåndsagtige princip som nogle af disse malere benyttede, farten med hvilken billederne blev produceret og de underlige roterende maskiner som blev opfundet således at flere malerier kunne males samtidig. Parallelt udstiller AGB egne kopier af skillingsmalerierne, en ganske sød vittighed i en tid hvor billeder med få klik mangfoldiggøres overalt på nettet.

Mod et bagtæppe af intense symbolkampe hvor Black Lives Matter vælter statuer, hvor den nordiske modstandsbevægelse vifter med sine opkastgrønne faner, hvor Pepe the Frog er blevet til et ironisk nyfascistisk ikon og hvor Trumps slogan «Make America Great Again» udløser en eksplosion af subversive omskrivninger, sysler AGB altså med sine projekter. Man får en følelse af at AGBs aktiviteter hænger sammen med disse begivenheder, men hvordan er endnu lidt uklart. ABG ville nok helst være en folkebevægelse, men forholdene har ikke været ideelle. Længere nede ad gaden findes et regnbuefyldt vindue med ordene «Alt blir bra» – dette er Bergens børn som reagerer på coronakrisen i solidaritet med italienske børn som har postet regnbuer online under #andratuttobene. På alle måder må vi ønske folket god bedring.

Fra utstillingen Kunst i de tusen hjem, Alt Går Bra Lokale, 2020. Original ved Andreas Grynne (olje på lerret, 1951) og original kopi av original ved Alt Går Bra (olje på lerret, 2020). Foto: Alt Går Bra.

Leserinnlegg