Interesseorganisation for projektrum på vej
Større synlighed, erfaringsdeling og bedre vilkår for det selvorganiserede miljø i Danmark er ambitionen bag Offspace.
Pernille Albrethsen
Med zoom-knappen i bund
Lærke Lauta eksperimenterer med malerisk abstraktion på Horsens Kunstmuseum. Alligevel er kameraet hele tiden med hende.
Ekstemporær kunst
I 2010’erne opgav kunstnerne samtiden til fordel for fortiden, fremtiden og andre og større tidsligheder. Kunsten er ikke længere kontemporær, men ekstemporær.
Drømmemaskiner
Blød arkitektur og vævede søjler, der ikke kan bære. Ragna Braase på Statens Museum for Kunst er dugfrisk kunsthistorie, mens den skrives.
København indfører kønskvoter
Rådet for Visuel Kunst indfører kønskvoter på alle kunstindkøb i Københavns Kommune. Rådsmedlem Michael Thouber håber, at flere vil følge deres eksempel.
Hvem kæmper for Kunsthistorie?
To nyuddannede kunsthistorikere gør status over deres uddannelse – fremkomsten af masseuniversitetet, politisk detailstyring, humaniora-bashing og udsigten til en historieløs kunsthistorie.
Hjemmedyrkede landskaber
På Vermilion Sands vil kunstnerne udfordre videnskaben og historieskrivningen. Men tager man sigte mod autoriteter, risikerer man også at ramme ens egen.
Hollywoods nye pige
I en ikonisk filmkulisse, der forestiller New Yorks gader, har kunstmessen Frieze Los Angeles alle muligheder for at jonglere med det kunstige, det kommercielle, overflade – og Hollywood.
Som benzin i en vandpyt
De svenske, abstrakte malere Ragna Bley og Inger Ekdahl deler en interesse for automatiserede processer. Til gengæld klæder deres værker på Malmö Konsthall ikke hinanden.
Kunsten, samfundet og den politiske styring
Længe har vi drømt os tilbage til kulturpolitikken fra de visionære 1960ere, og faktisk ser vi nu atter tegn på en tydelig kulturpolitik i Danmark. Men er kunsten nu spændt for en politisk trækvogn?
Det poetiske er politisk
Mo Maja Moesgaard insisterer på sårbarheden og poesien som modstandsstrategi i en verden præget af kollaps.
Vægtløs og forræderisk
Enhver popsang er både ude og hjemme, kærlighed og sorg, din og ingens. Bedrager musikken os? Er vores tilgang for blåøjet? Eller er det smukkeste ved popmusikken selve forræderiet?
