De mörka kapitlen
Ramesh Dahas utställning på Index visar hur traumat av Förintelsen fortplantat sig genom generationer.
Ramesh Dahas utställning på Index visar hur traumat av Förintelsen fortplantat sig genom generationer.
På Vermilion Sands vil kunstnerne udfordre videnskaben og historieskrivningen. Men tager man sigte mod autoriteter, risikerer man også at ramme ens egen.
– En misforståelse at det å nå ut betyr et fordummende språk, mener Johanne Nordby Wernø. Denne uken lanserer hun det første kommunikasjonsbyrået for det visuelle kunstfeltet i Norge.
Astrup Fearnley Museet har ikke fornyet sponsoravtalen med Lundin Norway. Museet vil gjennomgå hele sponsorprofilen når Solveig Øvstebø tar over som direktør i mai.
– Vårt mål er selvfølgelig å bli globale, sier Marianne Hultman, leder for Oslo Kunstforening og en av initiativtakerne til et symposium for europeiske kunsthaller i Paris i mai.
Mariann Enge går midlertidig inn i rollen som ansvarlig redaktør for Kunstkritikk.
Mo Maja Moesgaard insisterer på sårbarheden og poesien som modstandsstrategi i en verden præget af kollaps.
Enhver popsang er både ude og hjemme, kærlighed og sorg, din og ingens. Bedrager musikken os? Er vores tilgang for blåøjet? Eller er det smukkeste ved popmusikken selve forræderiet?
Bjarne Bares utstilling på OSL Contemporary fremholder verdien av kunstfotografiets langsomme henvendelse i den akselererende bildesirkulasjonens tid.
Kulturellt ägande, avkolonisering och Pablo Picasso avhandlades under Malmö Konstmuseums symposium om samlingens kritiska potential.
Længe har vi drømt os tilbage til kulturpolitikken fra de visionære 1960ere, og faktisk ser vi nu atter tegn på en tydelig kulturpolitik i Danmark. Men er kunsten nu spændt for en politisk trækvogn?
Kan Jarl Ingvarsson frälsa oss från senkapitalismens pandemiska trötthetssamhälle?
Museerne fejrer rekordhøje besøgstal. Andre vil lukke Kulturministeriet. Det hænger på en måde sammen. Og så er institutionelle samarbejder blevet tidens løsen.
Vekk med det gamle, kunne vært mottoet for den norske kunstvåren, hva enten det dreier seg om utskiftningen av bygninger og direktører eller eksperimentering med ny teknologi.
– Det är viktigt att det som utställningsprogrammet står för återspeglas i hur vi organiserar arbetet, säger Ulrika Flink, ny konstnärlig ledare på Konsthall C.
Malin Bülows tekstilkonstruksjoner på Galleri BOA er prøver på det institusjonelle rommets plastisitet.
I Kjell Bjørgeengens utstilling på Galleri K er videosynthesizeren et skapende og sansende subjekt som former verden med oss, ikke bare for oss.
Människans ständiga dröm om verklighetsflykt får en gripande gestaltning i Den fysiska världen fanns fortfarande där på Konsthall C i Stockholm.
Veven av global flyt og forvikling som A beast, a god, and a line på Kunsthall Trondheim beskriver, utelater utstillingens umiddelbare kontekst.
Nanna Debois Buhl opstiller en visuel model af astrofotografiets historie. Men den stramme abstraktion levner ikke meget plads til de kvindelige astronomer, der ellers trækkes frem fra glemslen.
Mens global politikk balanserer på en knivsegg flere steder i verden, synes den internasjonale kunstscenen denne våren å være opptatt av globalisme og transgeografisk dialog.
Museerne fejrer rekordhøje besøgstal. Andre vil lukke Kulturministeriet. Det hænger på en måde sammen. Og så er institutionelle samarbejder blevet tidens løsen.
Har kvinnliga konstnärer någonsin varit lika framträdande som i Sverige våren 2020?
Vekk med det gamle, kunne vært mottoet for den norske kunstvåren, hva enten det dreier seg om utskiftningen av bygninger og direktører eller eksperimentering med ny teknologi.
Enhver popsang er både ude og hjemme, kærlighed og sorg, din og ingens. Bedrager musikken os? Er vores tilgang for blåøjet? Eller er det smukkeste ved popmusikken selve forræderiet?
Haus der Kunst er et sted i Oslo der tiden står stille, en enklave der pilsen er billig og uten slutt, der små ting som det å røyke inne faktisk betyr noe.
Historien upprepar sig inte, den konstruerar analogier.
Hvem bliver hørt i kunstlivet, i kønsdebatten og i samfundet? Den hvide mands system er tilsyneladende stadig styrende for diskussionen omkring køn og repræsentation.
Förutsättningen för verkets effekt var att jag uppfattade att jag inte läste den text som jag samtidigt var tvungen att läsa för att förstå verket.
Selv i dens kamp mod kitsch fungerer popmusik som et fluepapir for vores minder. Kan billedkunsten gøre det samme?
Kunstkritikk støttes av
